KøbenhavnsKirkesag

Kirker? Og hvem sikrer os, at vi faar troende og vel

skikkede Præster til at arbejde derinde?

Og her laa ret store Vanskeligheder. Na ar en Kirke var

rejst, overgaves den jo ved Indvielsen til Folkekirkens

Brug saaledes, at Kirkefondet garanterede Driften. Da

ingen andre brød sig om at eje den, kunde Kirkefondet

ganske vist kaldes Ejer, men betød denne Ejendomsret

noget? Var Kirken ikke udleveret til folkekirkeligt Brug

»til evige Tider«, saa at den troende Menighed maaske

engang kunde være udsat for at maatte forlade sin egen

Kirke? Og med Hensyn til Præstekaldeisen ved disse

Kirker kunde man ganske vist (efter tidligere Sæd i Landet)

gaa ud fra, at den første Præst ved Kirken blev udnævnt

efter Kirkefondets Indstilling, men hvorledes senere? Her

var Menigheden ikke til Sinds at lade sig nøje med et »den

Tid, den Sorg«; og Utrygheden blev ikke mindre, men

større efterhaanden. Thi saalænge der kun ansattes ganske

unge Præster, der fik omtrent hele deres Løn fra Kirke

fondet, havde dette jo et stærkt Middel til at sætte sine

Ønsker igennem ved at gøre sin Indflydelse til en Betingelse

for Lønnen. Men da man ved Kirkefondets Kirker fik

Del i Præstepenge og andre officielle Indtægter, ja en Del

af Kirkefondets Præster blev Sognepræster, kunde disse Em

beder jo ikke unddrages de almindelige Love for Præste

embedernes Besættelse. Og her trøstede man sig vel endnu

med Haabet om Biskoppens Støtte og Ministeriets Velvillie,

men der manglede enhver Sikkerhed ved Person- eller

Systemskifte.

Alvorligere endnu saa det ud, da I. C.

h r i s t e n s e n

i 1902

forelagde sit Forslag til en Menighedsraadslov, hvorefter et

tilfældigt Flertal i et Menighedsraad, der var valgt uden

kirkelige Garantier, vilde faa den afgørende Indflydelse

paa Præstevalget. I København vilde herved Døren være

aaben for, at et rent ud kirkefjendsk Flertal ved Masse-

Agitation kunde tage Magten i liere Menighedsraad. Kirke-