44 / 274
33
haabet; en Grundkapital, som man engang drømte om,
blev der slet ikke noget af at samle, og Kirkefondets Gæld
maatte man finde sig i at afdrage saa smaat fra Aar fil
Aar. Men derfor ha r disse Indsamlinger ingenlunde været
forgæves. Store Kredse af Venner gik i Arbejde, og rig
Lejlighed gaves derved til at udbrede Kendskab og Kær
lighed til Kirkesagen. Og fik Kirkefondet ikke, hvad det bad
om, saa hjalp hver særlig Indsamling dog ud over en sær
lig Nød, og stadig fik vi »det daglige Brød«, ja, saa forunder
ligt netop, hvad Herren havde behov for at føre Sagen
frem.
Blandt de »Ideer«, der fremkom for at klare Budgettet,
er der imidlertid een, som maa nævnes særskilt, ikke blot
fordi den lykkedes bedre, men fordi den betød langt mere
end blot at rejse Penge. Det er
Seli/underholds-
Tanken.
Allerede i Udvalgets Tid dukkede den op. Den laa jo
gemt i selve Tanken om en myndig Menighed, og naar
man tænkte sig flere og flere Distriktsvirksomheder op
taget, øjnede man kun Vej til at magte den altid stigende
Drift ved, at hver Menighed opdroges til at bære sin egen
Byrde. I November 1893 fremlagde
W
e s t e r g a a r d
og Pastor
H
o l t
første Gang denne Tanke for Nazareth Menighed,
og fra Nytaar 1894 vovede denne Forsøget og blev saa-
ledes selvunderholdende, længe før Ideen greb om sig i
videre Kredse. I Kirkefondet, hvor Driftsbyrderne voksede
end stærkere, maatte Tankerne da ogsaa snart vende sig
den Vej, og for at fremhjælpe Selvunderholdet ændredes
Statuterne i Oktober 1901 saaledes, at Kirkefondets Menig
heder fik Ret til at indvælge to Repræsentanter i Bestyrelsen,
hvis de blev »selvunderholdende«1) og een, hvis de naaede
»halvt Selvunderhold«.
Men virkelig Fart i Bevægelsen kom der først, da Nøden
9 O: »for saa vidt der ved frivillige Gaver aarligt ind sam les det
fulde Beløb, der u d k ræ v es til at dække K irkens Driftsunderskud.«
3