KøbenhavnsKirkesag

Kampen om Regulativerne

var i sin Tid en af de van

skeligste. Den angik det Punkt, hvor de nye Distrikts

virksomheder og det gamle Sognearbejde stødte sammen.

Skulde det nye Distriktsarbejde bidrage til at afhjælpe den

folkekirkelige Nødstilstand, maatte den selvfølgelig indpas

ses som et anerkendt Led indenfor de officielle Kirkeram

mer. Befolkningen i de paagældende Distrikter maatte for-

staa, at de nye Kirker netop var dens egne Kirker, og at de

ansatte Distriktspræster var dens rette Præster. Men her

blev paa de fleste Steder Modstanden stærk fra de gamle Kir

kers Side. Man fandt sig i, at der blev indviet Filialkirker,

men man vilde ikke have Befolkningen

henvist

til disse,

og Følgen blev, at de Regulativer, der skulde ordne For

holdet, som Regel gav de nye Virksomheder Præget af at

være rent privatiserende Foretagender, som kun fik Værdi

for dem, der blev grebet af Ordet, men ikke kunde naa

til at optage den egentlige Sogneopgave.

Vanskeligheden vilde være fjernet, om man straks havde

kunnet gøre de nye Distrikter til Sogne. Men hertil manglede

Kirkestyrelsen bl. a. Midler, idet den da gældende Lov om

Præstepengene ved en højst ulige Fordeling i de rige og

fattige Sogne gjorde det umuligt at skaffe Løn til flere

Sognepræster i Forstæderne. Derfor var der en Tid, hvor

det saa sort nok ud. De gamle Sogne med deres Klokker

kontorer holdt fast paa den gamle Ordning, og de nye

Distriktspræster fik vanskelige og trange Kaar i Befolk

ningen. Men Kirkefondet kæmpede for Kirkens Ære, der

stadig led under Massetrafikken, og krævede derfor nye

Regulativer, krævede det af Autoriteterne, krævede det i

Bøn for Kirkens Herre. Kirkefondets samlede Bestyrelse

henvendte sig herom til Ministeriet i 1898. Og vi mindes

det som en forunderlig Bønhørelse, da det hele Spørgsmaal

blev løst ved en kgl. Anordning af ll.N o v . 1899 angaaende

Adgang til en Deling af Sognene i København i

Sogne

distrikter

med egne Distriktskirker og Ansættelse af Distrikts