174 / 217
Chr. Gandil
»Copenhagen«s Maskinerie bleven bestemt til Onsdag Middag med
»Christian d. 8de«.
Invitationen til Schneiders gik altsaa ind og jeg ansaae heller ikke
min Nærværelse af den Vigtighed, at jeg nok kunne anvende denne
Aften til at gaae til Phisters istedenfor, siden det var Onsdag og saa-
ledes fri, thi hver Aften spiller een af dem nesten bestandig. Jeg skriver
altsaa en Billet til Madame Phister om Morgenen, hvori jeg siger, jeg
vil komme om Aftenen og faaer til Svar, at det skulle være dem en
stor Fornøjelse. Da jeg siger dette til Tante Augusta bliver hun høj-
ligen fornærmet. Jeg kunde ikke gjøre noget ved den Sag, da den alle
rede var arrangeret, og hun skiltes fra mig i Vrede. Jeg havde nyelig
sagt Farvel til Peter og var saaledes lidt benauet om Hjertet før og
blev det endnu mere ved denne Scene. Jeg besluttede derfor at gaae
Kl. 5 ^ til Phisters og igjen derfra Kl. 9 for at gaae til Schneiders, som
tænkt saa gjort, og dette forsonede dem igjen med mig.
[Søndag] d. 27. September.
Jeg kom altsaa til Phisters Onsdag Efter
middag Kl. 5/ri. Det var temmelig tidlig og jeg gjorde Undskyldning
derfor af ovennævnte Grund, som i Begyndelsen var dem imod. Ma
dame Phister saae daarlig ud, da jeg kom, hun havde ligget og var
nyelig staaet op. Hun var dog sød som sædvanlig og oplivedes lidt efter
lidt. Det er sjeldent at see en Mand saa uafbrudt sidde om et Bord
for at underholde Damer og dertil een, som nu her var Tilfældet.
Han veg ikke fra os den heele Tid, og jeg kom ofte ind i dybere og
mere private Samtaler med ham, og det syntes som om han engang,
medens hun var ude, og vi sad aleene i Sophaen vilde sige mig noget
om sin Forlovelse med denne Kone, efter at han i Forvejen havde om
talt den forrige Kone205 for mig, som et blidt elskeligt Væsen, men
afbrød sig selv igjen, da hun traadte ind. Jeg vilde gerne have haft
Fortsættelsen derpaa, da det sikkert gjaldt hans Opførsel mod hende
før, som ikke skal have været rigtig, eftersom hans krænkede Kjærlig
hed gjorde ham opbragt paa hende.
Da jeg nu denne Aften, da Talen kom paa Goldschmidt sagde: »Ak
hans Jøde, den elsker jeg !« 200 slog han sine Hænder sammen, gjentog
spørgende mine Ord, saae mig ind i Øjnene. Jeg blev ganske forfær
det for ham, jeg troede jeg var sunket i det gode Omdømme, han
havde for mig, men blev igjen beroliget ved at høre ham sige »Det
172