58 / 217
Allan Tønnesen
for- og sidehus udformedes som en runding med et stort vindue til
spisestuen, der fik den i tiden så yndede ovale form. Den »geheime«
trappe havde nu ikke længere nogen funktion og forsvandt; i stedet
indrettedes en køkkentrappe bagest i det nye sidehus.
Udadtil, mod Amaliegade stod huset uændret bortset fra nye store
ruder i vinduerne. Jemsprossetrappen opretholdtes også, og det samme
gælder ruminddelingen i stueetagen bortset fra de ændringer, der var
affødt af etableringen af den nye spisestue, herunder opførelsen af en
ny skorsten. Kabinettet havde fået vægbeklædning af dekoreret papir
på lærred, salen på tre fag havde fået nyt loft siret med sparrehoveder
og over dørene gesimser på konsoller med forgyldte lister og ligeledes
over vinduerne. I det ene hjørne stod i en marmoreret kakkelovnsplads
en kolonneovn af fajance. Opdelingen af de næste tre fag i to og et fag
synes nu etableret mere permanent. Også her var der loft med gesims
af sparrehoveder, marmorerede kakkelovnspladser og vægbetræk af
papir på lærred indfattet i friser og forgyldte lister. Den ovale spisestue
var udstyret med bryst- og pillepanel, men derover stod væggene
pudsede og dekoreret med oliefarve. Hjørnerne var udnyttet dels til en
ny skorsten med kakkelovnsplads for en toetages postamentovn, dels
til et dobbelt skab i to dele; endelig var der i det tredie hjørne en dør
ud til den lange køkkengang. Ud til denne lå først et trefags værelse
med paneler, papirstapeter, en marmoreret kakkelovnsplads og over
dørene papirsdørstykker, dernæst to kamre på hver eet fag og bagest
køkkenet på to fag med køkkentrappen.
De to øvre etager var indrettet efter samme princip, idet dog kabi
nettet var på to fag og salen på fire fag som følge af den ekstra plads
over portrummet. De to store sale havde her særlig fornemme dør-
gerichter, der kronedes af trekantfrontoner med sparrehoveder og
båret af konsoller, hvorom forgyldte lister. Den lille gang mellem Fix’
soveværelse og kontoret var opretholdt. Mansarden var som hidtil
indrettet til syv tyendekamre.
Stald- og vognportbygningerne med de derimellem værende stakit
porte bestod fremdeles i deres gamle skikkelse, og det samme var til
fældet med lysthuset i haven.
Rothe var en mand med sans for at købe og sælge ejendomme med
fordel. Allerede inden ombygningen af Amaliegadehuset var helt af
sluttet, solgte han det til grosserer Veith, der optræder som ejer i
56