63 / 217
Et hus i Amaliegade
ladte pantebreve.45 Det store beløb og vanskeligheden ved at skaffe til
strækkelig sikkerhed illustrerer tydeligt Veiths likviditetsvanskeligheder.
Til den økonomiske modgang kom desuden hans kones død i oktober
1816. 40
I 181 7 var hans samlede gæld 170.000 rdl. N.V. og 45.000 rdl. i
specier. Amaliegadegårdens værdi var til sammenligning 60.000 rdl.
og Sandviggårds 40.000 rdl. N.V. Efter nogle fejlslagne forsøg på at
rette op på sin situation måtte han i 1818 sælge såvel Amaliegade 13
som Sandviggård, den første for kun 40.000 rbdlr. Da han endelig
blev frastjålet 4.000 rdl. og på sit skib »Die Frau Catharina« led et tab
på 10.400 rdl., måtte han i 1819 standse sine betalinger, og en skifte
forretning blev indledt. Den kunne afsluttes 1824, da kreditorerne
erklærede sig indforstået med Veiths tilbud om at betale 10 % af sine
gældsforpligtelser.47
Resten af sit liv boede Veith til leje. I 1827 blev hans borgerbrev
som grosserer inddraget, da han aflagde ed som beskikket vare- og
vekselmægler.4S Han forblev enkemand til sin død i 1841 .49
Den mand, grosserer Veith solgte sin gård i Amaliegade til, var
ironisk nok Frederik V I ’s betroede geheimestats- og finansminister
Johan Sigismund von Møsting, der var udset til at føre bestemmelserne
i forordningen af 5. januar 18 1 3 om statsbankerotten ud i livet. Til
gengæld var Møsting også den, der lidt efter lidt fik rettet landets
vaklende økonomi op gennem den lange årrække, han beklædte sine
ansvarsfulde poster.
Siden Christiansborgs brand 1794 residerede kongefamilien jo på
Amalienborg, og det har været praktisk for Møsting at have fast bolig
i kongens nærhed. Også om sommeren, når kongen boede på Frede
riksberg Slot, var Møsting inden for rækkevidde i sit bekendte land
sted på hjørnet af Smallegade og Falkonerallé, som han ejede 1809-12
og igen fra 1816 til sin død i 1843.
Om Møsting, der var født 1759, og hans otte år yngre kone, Cecilie
Christine von Krogh, fortæller E. C. Werlauff i sine erindringer: »I
sit Hjem var Møsting meget lykkelig, uagtet han og hans Frue, en
Datter af den norske Generallieutenant Krogh, i en vis Henseende
vare meget forskjellige, da hun nemlig var stok døv, og han paa Grund
af sit svage Bryst ikke kunde tale høit, førte de dog et lykkeligt Samliv,
de havde ingen Børn, men havde altid havt unge Piger i Huset, deels
61