11 / 427
2
Ved Aarsskiftet,
A a re t gik bort. Trehundred og fem
Og tre Gange tyve Dage
E r gaaede neden om og hjem
For ikke at vende tilbage.
Mange mærkværdige Sager blev bragt
I dets fire Kvartaler for Dagen.
Meget blev udrettet, ikrevet og fagt,
Dog m’ére blev glemt, det er Sagen.’
Hvad gavner det Verden, om England vil
Osmannerne hjælpe paa Fode,
Saa længe det ikke beilutter fig til
A t oprykke Ondet med Rodef
Hvad gavner det vel, om med Fynd og Klem
De vil flaa for Traktaters Ukrænkelighed,
Saa længe den u d fø r te Paragraf fem
Endnu er en ren Utænkelighed f
Med Palmer i Haanden Czaren ftaar
For Bulgarerfolkets Befrielfe,
Men Sønderjydernes Trællekaar
Til Glemfel er dømt og Fortielfe.
Kan Frankrig føle fig veltilfreds
Ved Lavrbær fra Induftrien?
Det Vigtede Retten i fire og treds;
S ed an begyndte ved — S lien .
Det famled’ Beundrere for fin Fod
Paa Smagens og Kunftens Domæne,
Imedens dets Børn endnu græde Blod
I Alface og i Lorraine.
Og hvad kan det hjælpe, at Bismarcks Ord
Fik ikaffet Fred mellem Folkene?
Hans Fred har forvandlet den tyfke Jord
Til en frodig Ager for Dolkene.
Hvad gavner det vel, om bag Fæftningers Net
Sit Bytte det haver i’ Ivje,
Naar Loven er hjemløs, og Magten er Ret,
Og Sandheden leder om Veje?
Hvad Trøft blev der ikabt for de fvage og fmaa?
Hvem hører paa dem, naar de raabe?
Den enefte Ret, de kan bygge paa,
E r Retten, de har til — at haabe.
Nyaarsaften
paa
det literære Rundetaarn.
E t Æventyr af en Julebuk.
Hvor Rundetaarn er, det
véd ethvert B arn, hvor det
l i t e r æ r e Rundetaarn er,
véd næppe enhver Yoxen..
D et er L oftet over Trinitatis;
her
1
ægges de store Affalds
dynger fra den literæ re
H ø s t (R eitz^ls, Gyldendals,
Philipsens og mange andres
L ader). Og N yaarsaften mö-
der her A lt fra Julebordet,
nærog fjern, hvad der glæder
den gam le P e t e r R u n d e
t a a r n . Ja for Peter Runde
taarn er ingen anden end
Rundetaarns Aand, der en
Gang har personificeret sig og er gaaet Byen rundt,
ja
ligesaa
rundt
som Rundetaarn,
indtil
han
igjen forlod Gaden og g ik op i Taarnet.
Han
er ledende Senior der oppe. Og hver Nyaarsaften
er der Rusgilde, hvor de nysankomne Boger hyldea
som Russer. Og saa holder Peter Rundetaarn Rus
talen. I Aar begyndte Rusgildet Kl.
10
.
En literæ r
Sprællemand, ved Navn R i c h a r d , var posteret ved
Dören og spurgte enhver Bog om dens Titel og Tros-
bekjendelsé og indlod Alle uden Forskjel. Trappen
stod da endelig fuld af Noveller, Skitzer, D igte, Romaner
og D ram aer, og der var en Brølen som paa et Bog
m arked. Indenfor löd Tonerne fra Bojsens smaa blaa
Sangbøger, der' holdt Generalpröve paa Ruskantaten.
Endelig lodes Dören op, og man var •
in den D o ra
•;
rundtom lyste
S o ls trå le fo rtæ llin g e r
m at over B a u -
d i t z ’s
A ra b esk er,
der smykkede Væggene; og man
sattes til et Bord »saa langt som fra Kyndelmisse til
t’aaske* med «
P u n ch* ad libitum ,
og hvem der vilde
det kunde for egen Regning bestille sig B r a n d e s ’s
A fhandling
om B ræ n devin sd rikn in gen s ska d elig e In d
flydelse.
Og der sad nu gam le Peter R undetaarn med
sit ærværdige Ydre, omgiven af adskillige Bogorme.
Foreningens Æresmedlem, C a n t u s
V erdenshistorie,
sad
der ogsaa; den var ikke bleven færdig, men havde i
en H ast rnaattet gaa, som den var. D r a c h m a n n s
• Sa n g e fr a H aveto
vare
»p a a Søm ands T ro og L o v e
»
inviterede med, mod Løfte ora, ikke i Løbet af Aftenen
a t ville udgaa — i flere Oplag, selv om de fülle sig
godt oplagt.
K on versatio n slexik o n n et
var sat nede
ved et Hjörne for ikke a t blive fornærm et, da det
tog
A lt efter Bogstaven, og en Piece om- Blanksværte sad
i en Krog
og
snakkede sort med «
K lintekongens D a tter
»,