12 / 427
3
der blev stærkt fixeret afD rachm aans
*
K u l og K rid t« .
Im ellem nogle uskyldige
G en reb illeder
af Ca r l
A n d e r s e n , der saa nydelige ud paa Ryggen, men
Ikke talte til deres Fordel, sad en gammel
A B C
hen-
sunken i B o e c k s
«December dremme«
og faldt i Bog-
Staver. E fter at den første Ret, G r a m s
Fam ilieret
,
var nydt, afsang man følgende korte Ruskantate:
M el. D er er en B o g, dens P ris er h ej hos Raitzel*)
Spring ud, I Bøger, fra den fulde Hylde,
Brænd af dig selv, du Aandens rene Sprit,
Kora alle Piecer, som nu Vindver fylde, —
Ej g r a t i s trykte, tal dog her kun f r i t !
Spring ud, al Verdens literære Stakler,
Vi flette hver Poet en vældig Krans
Og ønske ham et Glimt af Ærens Fakler,
Der gav A m b r o s i u s sin Straaleglans.
D erefter talte Peter Rundetaarn saaledes:
»Højstærede, literære Kongres ! Jeg forlanger ikke,
at De skal sætte den rette Bogladepris paa m it Fore
drag, men vil De kun laane mig nogle velvillige, m indst
75
Øre, er jeg tilfreds og har faaet Alt, hvad ■
G uder
og M en n esk er
», j a R u d o l f S c h m i d t med kanonske
sig. Hvad jeg kæmper for, er ikke, som i
« Æ v e n -
tyvets L a n d « ,
«P rin sessen og det halve K o n g erig e
«,
hellerikke
» Ju leg a a sen «
, som Fædrelandet med fede
Typer fik i den gale Hals, saa den faldt i «Fisk» og
var dog hverken Fugl eller Fisk. At tale er Solv, at
tie vilde her have været Guld(gaasen). Hellerikke
kæmper jeg for, som P. H a n s e n , at oversætte persisk
Velvære paa Dansk
å la M irza -S clia ffy,
og jeg tænker
ikke paa, som H r. Flaum ann, hvad F r i t z J iir g e n s e n
kunde have sagt, hvis han havde været saa begavet,
at han havde Adgangskort til
«E n D igters B azar«,
som afholdes i •
N æ r og F je r n
» af Borchsenius & Co., der
kan skyde en hvid Pind fra Fyrrene eller en
4 0
Pind
efter m it Bifald. Jeg vil aldeles glemme, at Ad.
H a n s e n har faaet realistisk Rimfrost i Tæerne p aa
sine poetiske Pedes, og noterer kun, at Mange ved den
*)
B i l l e : 20 Aars Journalistik.
hjemlige
«Arne«
i Dagligstuen giæde sig over P a lu
d a n s Ord, der gavm ildt har tildelt B j ö r n s o n et D igter
legat, hvorved «
K o n g en
«
blev sat i Stand til at fore
tage en Niels Klimsk Rejse, der som Molboernes gik
neden om og hjem .
Og saa hiiser jeg Eder, I nye
Udgaver! Men for at min Tale dog ikke skal være
o
uden M idtpunkt
», m aa jeg nævne S c h a n d o r p h ,
hvem Morgenbladet & Co., kortsagt et realistisk Kon
sortium, ved denne Jul har overbevist om, at han var
en større D igter end O le C hr. L u n d . Hans Skildring
af Præsten er saa kjødfuld, at man begriber, hvor
aandfuld dens Forfatter m aa være, og baade hans
General og hans Greve saa uvittige, at man forstaar,
hvor vittig Hr. Schandorph er, selv om han bliver læst
højt paa Universitetet hver Søndag ved Solnedgang for
75
Öre Personen. •
Bevin gede O rd
» har jeg ikke, men
dog hiiser jeg C h r i s t i a n W i n t h e r s D igte, der ere
ligesaa e f t e r l a d t e af, som H i l d a A a g a a r c i s ere
f o r l a d t e af den Stemning, der er «følt og tænkt«.
R e c h e s
A rchiloclios
er en Mavebitter, ligesaa styr
kende som Køsters, og har alt vist sin K raft paa
Dagbladets anonyme Kritiker, der tidligere ikke kunde
taale «
K on g L iu vig ild & S ø n n ers
> Livselixir. — Reitzels
«
Id ea list
» er en realistisk E p i gon. —
«H vem v a r h an ?«
spørge vi med B e r g s Ø , men forgjæves. Han giver
os som Andre kun «
N u tidsb illeder
• ,
der ere gode, men
Skindet bedrager ikke, selv om det ligner Jasons. H os
H e n r i k S c h a r l i n g , der d
la
H erostrat h aj vundet
sin Berygtelse ved at opbrænde sin Berømmelses Niko-
lajtaarn, slaas «
Rom antik og R ea lism e«
, — det er
«den evige Strid«'.
— Carl Andersens
M assudith
er
ligesaa godt indbundet som en bolden Finger eller et
sygt Barn, og derfor kan heldigvis Ingen se — P er
sonen. — Men der ser jeg jo
«et ungt M enneske*
med svage Scener, som kan tage
«Gift«
paa, at jeg
taler Sandhed. Og dermed Russernes S k a al!»
Derefter tændtes et Juletræ , hvor man længe
morede sig med
«P luk«,
og endelig samledes man
ud paa Natten til
«et Sym posion«.
Først sent gik man
hjem, og enhver havde «
den store B jö rn s E n d elig t
«.
Det var Nyaarsaften hos den gam le, rare Peter
R undetaarn!
Ingentingsmand
NI S P E S E N S Beretning
om
Formælingshøjtideligheden,
Pr. Telefon meddelt
hans Moder i Skvalderur
Jæ i ha voeren te Brøllesfeft!
Tror I itte kaskesen,
A man fltter Pris paa en Gæfl
Som Jerres Søn, Nis P
esen
?
Ræitnok faa jæi kons Kærkens Pragt
Saa jæi fek itte Kringlen fmagt,
Men jæi va dov mæ te Brøllesfeft
Ve Hove fom Gæst.
K
ra bb e
fø rte
vos Alle
h e n ,
Vi va væl henve tyvve
Baafle Venftre- og Højremæn, —-
Fler ku vi itte blyvve.
Jæi holdt mæi væk fra hver Liberal,
Plenne i Kro ven fto to aa en Hall,
Som Alle va byden te Brøllesfeft
Ve Hove fom Gæft.
Dæili aa foernemt ydftaffert
Mødte Hoffets Madammer,
Hvær mæ sin jonker, vel balbert.
Præfter aa Grøver aa Kammer
herrer mæ Nøjler paa Baven Jaas, —
Gyd maa vide te hvilken Laas.
— To jæi har voeren te Brøllesfeft
Ve Hove fom Gæft.
Dæilist af al Ting, ka I tro,
Va dov Prænfesfens Kjole,
Aa paa Grund a den
Pias,den to,
Var der Mange) paa Stole.
Etter Slævet hade hon dov
Aatte Damer paa Slævetov.
Jo,
jæi ha voeren te
Brøllesfeft
Ve Hove fom Gæft.
Da nu Vielien va faabi,
Saa biøv der faluteret
Henne fra Børlens Batteri.
Neptun biøv ej ikamferet,
A lt gek got. aa Intet forkert,
Rampen biøv inte rampeneret.
Ja, jæi har voeren te Brøllesfeft
Ve Hove lom Gæft
1 kafortælle nu om mæi
Hjemme i Skvalderup-Ejnen:
Ded æ i fin Orden, om jæi
Bades af Ordens-Rejnen;
Men faar jæi itte min Bruerpart,
Ska ded dov ftaa vor Moer klart,
Athinnes Søn
va
te Brøllesfeft
Ve Hove fom Gæft.