24 / 427
15
919
b
o
1 1
(g »og een 7ibcn go ld ere ettct propriefcarius t^en
berømmte rønner 3 t ange, ct$ falt t)anb gan^jTe* od?
attDeelil fcagg aff jla^fateet^en, tyanb forte uat uant att
føere frit! jroe.
©Ieff o^foe $anb bunbc*greffuen t r amp »bi
De l bo r r i g bragen, fomtn i flin Siio jlippet (Element,
od? inotte fort een frttgemann r d? furift laebe ftit onge
od? titt <Deelé oftft?Ibid?e liff. røfenn fyanb uellbøtbi^e
oc£ ueflceble ®reffue J j ? u l l f t e i n t e j n b o r r i g ,
goerbe ett ftoert bloebbab poe bpttberne »Di <8 fæl f f ør
od? bleff tfyet»boffuer ftoer glceebe Pbi tfyet gan^fle lanbt
f»tn od? neb ^oue.
»bi Æi j ø&en^af f n
g ( P \ J ^ ^ Y V ^ '^ mitermbfeiebeg go|»epernei titts
# I ^ c c n g e r e cd? ann^ørige inbbøtbtø
K / i l l u W utntc ^er fod« ^ n^er flt*
ffue tretis moeb poe. © $
nar tf>er een fioer bpgsmeftere
neb 9faffn SWeeli2>ai?l, fomm af forftengeitg^eebenS
arge bie»el bleff anfattt, uittenbeø o<$ nære een ftoet
fia|*manb od? blef 3TOeeIi2)a^l aff itteffnbebc Sanuter
ffplt fort itfe att ^affue «ent øo^epedigt 2)?eel »bi flin
$cefe, od? enn |anb uærgebe flig manbeligen øi$ loeb
fitne Uerruere flae t^en ftoere Ueniterstromtne »bi t$en
ganfcffe fiabb, bleff §anb bod? aff een liiben frigémann
i^ett flangen, menn ftaaer uett atter opp mellem flabens
ueluife borrgere. iDefo forfcfretfeligere!
©d? poe fifynftiann8!?affn ftoeb tber poe famme
tiib ett uælbfgt føeflag mellem to Capitainer »baf floben
odf) feprebe tyanb
o» elfen tyaffuenbié po flin fiibe alle
fmoe flippere, pramfitÆere od? fabrepere ^affuenbe t®uft
t§em gutt od? grønne floeoe, od? att tfye iderig 5l^of! bittigere
befomme fcfulbe, men ^annem ©t øbef en fjape alle
flabeng foerte fo nfhtete od? £Rune<SRiflere eller @fornalipr
fpaaet een p e r feper, por»baff fteS, att mann ftg ep meé
8ignen od? SKaalen odf) @iornalifter befatte fsfatt, menn
afegnip met pramfiicfepe odf? annbre fornunftige minnipr.
F r a F r a d e r o g S t r æ d e r
eller
Hvad man kan se gratis paa Gaden.
Ga d e n o v e l l e t t e , frit lokaliseret i det
kjøbenliaviiske Gadesprog.*)
Det Tidspunkt, paa hvilket nærværende lille Gahenovel-
lette foregaar, ligger noget tilbage i Fremtiden. Kjøbenhavn
var den Gang endnu sig selv, det Kjøbenhavn, der kommer,
*) Med Forfatterens
og
Forlæggerens Samtykke aftrykkes herved følgende
Afsnit af det om kort Tid paa G. E. C. Gades Forlag udkommende
Værk: «Kjøbenhavns n y e s t e V e j - og Gade vis ern.
var endnu ikke kommet, og af det forsvundne Kjøbenhavn
vare endnu hverken første eller anden Kække forsvundne,
Kjøbenhavns Gader vare endnu de gamle i deres oprindelige
Gadestil, Gadedrengene gave endnu Gadepartiet og Gade
kommissærerne existerede endnu og havde deres Gade
kjær.
Det var henimod en Septemberaften, Sommeren havde
allerede taget Afsked og Foraaret var ikke begyndt endnu.
Skøndt Kuglen paa Nikolaj Taarn endnu var oppe, var det
dog allerede sent paa Aftenen, og man skimtede
i
Mørket
kun en enlig Vandrer, det var ea ung Pige , som gik sin
ensomme Solitudevej ned Ved Stranden.
Bølgerne skvulpede langsomt op mod Sandkisterne,
Træerne dannede et Løvstræde foroven og Luften kølnedes
kim
af og til af et friskt Pustervig: H ivets Flade laa blank
som en Krystalgade og de vævre Tærnor vimsede frem og
tilbage langs Strandgaden , hvor de dejlige Nellikegader,
Krusemyntegader og Lavendelstræder vexlede med enkelte
Tornebuskegader og det mildt duftende Rosenvænge, d e r
var omgiven af de bly F iolstræ der, baade store og lille.
Alt var saa stille, Aftenstjernen havde endnu ikke tændt
Lys og Maanen stod langt nede i Hvælvingen.
Paa den Tid laa der mellem Højbro og Holmensbro et
storartet Vandværk, der var saa sindrigt in d rettet, at et
Bassin, der hver Aften ved Anvendelse af en betydelig Ar
bejdskraft blev pompet læns, om Morgenen af sig selv igjen
var løbet fuldt, hvorfor det ogsaa kaldtes Vandkunsten.
Ankommen her satte den unge Pige sig og gav sig til
at nynne en paa den Tid meget yndet Gadevise ; «Fryds
Vej ved Livet« ; medens hendes Oje stirrede hen for sig,
saa langt det kunde følge Landemæ rket.
Det var den skjønne Amalie Gade.
Hun ventede
og
ventede. Skulde han ikke
komme?
Jo,
han vilde give Møde; den Tro havde hun, hun kunde
ikke Slippen. Hun vidste, han ikke vilde skuffe hendes
Forhaabningsholm s-A llé, hun kjeudte Peder Bangs Anlæg.
De m aatte miides i Løngangsstræde, fordi
hans Forælre
var imod Forbindelsen
;
thi han stammede
fra
Adelgade,
medens
hun kom fra Borgergade. Ak, hvor
skulde de finde
en
Asvlgade mod deres Fordomme ?
Pludselig puslede der noget i
Kirsebærgangen.
Saaledes kaldtes en fabelagtig Sti i Nærheden af
Kjøbenhavn.
Om
den over Hovedet nogensinde har existeret,
er aldrig blevet opklaret, da det var forbudt at betræde den,
medens den var til, og da Forbudet omsider blev hævet,
havde den for længst ophørt at existere.
Hun kastede et Oje op ad Allégaden; det var ham,
der kom/ det var hendes Hjertensfrydgade.
I et Springgade stod han ved hendes Sideallé, men
han var
m ørk,
mørk som Gastorvet.
Hun spurgte ham,
hvad der var paa Færde, om han havde været i Klammeri-
vejen.
«Ak!» sukkede han, «det har kun daarlige Udsigter
med vor Lykkesholms Allé. Du véd, jeg er en naboløs og
ledig Person; des være er jeg ikke født i Rigensgade, og
vi lever jo i det værste Dyrkjøb. Det Sidste af, hvad der
fandtes i Klædeboderne, har je g sat u d : jeg maatte skaffe
Gammel Mønt for at klåre Boderne med, nu er der helt
Blankogade.«
• Stakkel,» svarede Amalie Gade, *er der da ingen
N y vej ?»
• Nej,» sagde han, »men hvad gjør ogsaa det? Hvad,
sagde jeg til mig selv, biyder jeg mig om Sølvgade, saa
længe jeg bare har Hinde Gade, for Du vil jo blive min,
inte Gade?«
• Vi,» stammede hun, • ere uadskillelige som Norges- og
Bredgade!»
Dermed rejste de sig og gik bort i Kompagnistræde
for at tage sig en lille Strandpromenade.