28 / 427
19
i Formiddagsnegligée, men saa kan De tænke Dem
søde Fru Schrøder, at igaar da han staar og klæder
sig paa inde i Sovekammeret, for han skulde til
Middag hos Grosserer Dinesen og det var i Anled
ning af Valgene til Landstinget, hvor de skulde tale
om at stille Sørensen op til at være Valgmand
hvad der dog altid er en Ære og desuden giver
Anseelse til Forretningen, saa raaber Sørensen paa
een Gang efter mig, og da jeg kommer ind i Sove
kammeret, ser jeg ham staa foran Klædeskabet |
ligesaa bleg i Ansigtet som en nyvasket Dug og j
hans Flipper stod ganske stive om Ørerne paa ham
j
uf
lutter Rædsel og Alteration. „Hvad er der paa
I
Færde lille Sørensen,“ siger jeg i min blideste Tone, i
— „Kjolen! — Hvor er min Kjole!“ stammer han,
„Gudbevares lille Sørensen,“ siger jeg, „hvor skal jeg
vide det? Du plejer jo altid selvat hænge dit Tøj
omkring paa alle muligeSteder, hvor vil Du saa
forlange, at jeg skal vide Besked om det?“ — „Jamen
den hang her,“ gispede Sørensen, „og nu er den der
ikke mere.“ — „Ha ng den der, saa hænger den der '
vel endnu“ sagde jeg, men begyndte dog at blive
uhyggelig. — Vi endevendte saa baade Klædeskabet
og hele Huset og kunde ingen Ting finde, indtil vi
endelig oppe paa Pulterkammeret finder Kjolen i en
Vadsæk. Saa rendte jeg ned til Sørensen med den
ganske triumferende. „Men det er jo min gamle
Kjole,“ Siger Sørensen. „Nej den ligger jo derhenne
paa Stolen“, siger jeg. Sørensen ser
derhen og
paa en Gang sætter han sig ned
paaSengekanten
Og ryster over hele Legemet, og jeg trode han
skulde faa Apoplexe eller Dyspepsin eller saadan
Noget og kom strax med en Skefuld Lakritsmixtur
som var det eneste jeg havde ved Haanden. Men
i Steden for at tage det med Sagtmodighed farer han
op som en Besat og slynger mig de værste Be
skyldninger lige i mit Ansigt og siger jeg ruinerer
ham og bringer ham til Bettelstaven og han er den
ulyksaligste Mand under Solen og at jeg er ligesom
Eva, der lokkede Adam til a t . spise af Æblet og
at jeg har fristet og forført ham til at gaa til daglig
i sin nye sorte Kjole og nu har han to gamle Kjoler
og ingen ny og han vilde Fanden — og saa gav
han sig til at bande og sværge; men s a a blev det
mig for galt og saa rejste jeg mig op og gik lige
hen imod ham og saa ham stivt ind i Øjnene og
sagde ganske rolig: „Du er et Fæ Sørensen“, og
saa gik jeg ud af Stuen og smak Døren i efter mig
saa det drønede i Huset og den lille Amor vi har
i Gibs paa Kakkelovnen faldt ned og knak Næsen
og siden har jeg ikke set Sørensen og jeg taler
ikke et Ord til ham før han har bedet mig om
Forladelse paa sine Knæ. Men nu skal jeg ned til
Modehandlerindeu og se paa en ny Hat, saa nu
maa jeg sige Farvel søde Fru Schrøder og tusind
Tak baade for Deres Deltagelse og deres Kaffe det
gjør saa
godt
naar Ens
Hjerte
næsten er knust —
Men Sørensen skal
taa
det betalt
1
— Det kan han
være vis
paa!
Te den mareløse Konstnerinde
TORA SYARTSNILSEN
fra
hinners uforstørrelie Beondrer aa Yen
SØREN PIPPEROP.
V a æ nu de a jæ maa høre?
De æ en skrækkeli Maler!
Nu ha Du jo lat daj forføre
Te a fly fra Din Diregtor.
K a Du nænne a sla en Haand a
Ham, som inte ka leve, naar
Du, hans dajlie Primedaanna
Saadan svigter sin Tevedaar.
Du maa huske, han lo daj amme
Op te Konstnerinde a Rang,
Saa Du be en Bavermadamme,
Som ha montret vos mangen Gang,.
Aa han lo daj spelle i «Dora«
En Prænsesse, men strax vi saa,
A du va vaares ejen T o r a —
Kuns mæ Prænsesseklæer paa.
Som en Bovfinke ha Du sungen
Mæ en Stemme saa endi fin,
Aa Du ha osae tit vos brungen
Te a ta vos et søndi Grin. —
Tak for hvær Trille, Du har slået.
Aa som din evi sorne Ven
Onsker jæ i de hele taet,
A Du maa sla dem om igæn.
Da Du ha kvast enhvær Forhaabning,
Du, som hær va paa Moden, se
Saa ve jæ gi mit Hjærte Aabning
Nu, da Du fletter te Odense:
Ves
Du tror, a paa Taarestrømme
Du
ku
sejle ovver te Fyn,
Sier
jæ daj:
Du gaar
i Drømme!
T o r a ! Du gaar
f o r k e r t i Byn.