Previous Page  385 / 427 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 385 / 427 Next Page
Page Background

375

hhed og sku di ti Buj sjenere han, va Kongen a

Sverri-Norje eller rettere Norje-Sverri paastaar, sku

der inte være noet i Vejen for a strye vilkensomhelst

Velærværtiheden sku ha noet a engveme imoj.

Aa

vi drak saa en Bejer med den gamle paa det, aa

sang Norjes bæste, Værn og Fæste alle hundrede og

en og trejve Vers med et Bejer mellem vært, Hejm-

dal tujendes Meledonten tel i sit Vægterhorn aa alle

Ejenherrieme skraalendes barestens det føste Værs

hele Tijen inte kunnende huske Besten værendes tyk-

pannede. Hoho! vor Velærværtiheden ha smurt Fe­

listerne i det nye System og det sku inte forundre

Unnertejnede, om de ha knaget i dereses Hale- Verveler

ve alle di Skrub di bekommer, og næste Gang ku

Velærværtiheden skrive en Farsje om en Rutsjbane-

Didregtør som er bleen gal veilendes ha Ballonen te

og gaa dm forkerte Vej kørendes med Vognene nején

fra opetter i Stejen for oppe fra nejetter værendes

osse et nyt System og allegorisk

,

menendes Velær-

værtihedm sæl, den' immervæg stier fra det Lavere

tel det Højere og blier fra m lille gemytlig glaj Gut

til Ypperstepastor i Degtekonstens Allerhelliste spil­

lendes nu osse Komeje og debitermdes i My'nken vor

di har det brillejanteste Øl og Aviserne skrivendes des-

anbelangendes, a Velærværtiheden er aine sjøne mæn-

liche Ærsjeinung mit snergisjen Bewejungen, donkel-

blondes leigtgelogtes voltes Gesigt und di hohe ibeise

Ilalsbinde jiébt ihm ein geistlijes Aussehen. Hoho

Dereses Velærværtihed er de inte okkerat præsis som

je saa Dereses velsinede Billeje og velle Di være saa

behaveli a sænne os et halt Dusin Fotumgraffier herop

sku di faa en rivendes Avsætring, alle di smaa søje

Uaaøjede Asynnier værendes forhibbede paa a faa

Velærværtiheden tel a stegge i dereses Kumjirmasjons-

albommer, saa ku Velærværtiheden gi voreses Byhuj

den gamle Hermoj dem med trakterendes ham bare

med en Snaps, drikkendes helst en røj, velle De glæje

Dereses immervæg gemytlie gamle

Wæirdignmm t«

p. t, Valhalla,

Hværverne.

(Af

„P rin sessen og det halve K o n g erig e

.")

■W\xV^

# -

E n to, en to !

Flinten over Nakken og Hanen i Ro,

Sliren i Gehæng,

Spil op, Du Piberdreng!

Vi

e r B

jø r n so n

tro ;

Villige og djærve,

En af os mod To,

R e n e B a g a te lle r.

Vi

k a n ky fe M

o l b e c h

, om d e t

gjælder.

B

r a n d e s

la d e r h v æ rv e !

En

to,

en

to !

Vi gaa paa Øitergade,

Vi gaa paa Velterbro;

Vi gaa med platte Fødder.

I Støvler og Sko,

Her er

B

jø r n so n s

Gardere,

Og de er

D

r a c h m a n n

tro.

B

r a n d e s

lader hværve!

I høre det, hver lille Skjald,

Som færdes bag

P

l o u g

,

Fiver Kritiker

i

Byen,

Hver Referent

p a a

Sjov:

Her er

BjØRNSONS F o d fo lk

Her er

C

a n t o r s

djærve

Israeliter.

B

r a n d e s

lader hværve!

^H am p e p u d s e r e n s Dagbo

=||||§^ (fortfat af hans batter)

O n s d a g cl 1 2 . N o v b r.

B is to r i p a a K a s in o .

JSTu

begynder jeg igjen paa Fortsættelsen af min elskede Faders

store Værk; Som er Dagbogen.

Eftersom Petersen har

faat en Finger maset i »Ringen» forleden og ikke kan

skrive; Men kun slaa Klatter; Desformedelst. Og jeg kom

ind til Byen til Ristori; Som er gammel, men hvad gjor

det, naar hun er evig ung og udstraaler Konstens blændende

Glorie, som et elektrisk Lys mellem Tællepraase; Som

var di Andre. Og lader sig henrette med Heihed som

Marie Stuttgart og døende bagefter langsomt som den

gamle Elisabeth og tilsidst gaaende i Søvne som Lædi-

rnakbæt; Hvad jeg ikke saa, fordi jeg blev rod; Over

Dragten som er saa frygtelig naturlig, saa jeg blev flov

over at alle Herrerne skulde se det.

Malle Knallerup

blev ikke flov, fordi hun er ældre og med Verdenserfaring

og fortalte mig at det havde været dejligt, saa jeg klappede

alligevel og viftede med Sæsongen i den ene Haand og

Lommetørklædet i den andet men som ikke vilde, fordi

det var vaadt; Af Taarer.

F r e d a g d. 1 4 .

Ø hlenslæ gers h u n d red ea a rig e F ø d ­

selsdag.

Som var en stor Fest ogsaa for os; Fordi hvad

var Balletten bleven uden Ølenslæger, hvad jeg véd, jit

gamle Mester ogsaa vilde sige. For Exeinpel med Tryra-

skviden, som aldrig var bleven saa dejlig og nordisk ellers

og Valkyrien og det Hele, og Gienslæger har jo dog forst

slaaet Tonerne an og den udødelige Bornomvilde saa

bagefter transpeneret dem i Kæmpe-Entresjat og Skjold-

møpiruetter, som svarer til Digtekonstens poetiske Yt-

tringer; Som er Vers. Hvorfor vi fejrede den Dag først

om Formiddagen med Tablo og hvide Kjoler med Sloifer

og Emil deklamerede et Degt og Rasmusnielsen debuterede;

Som er bleven Elev medens jeg var borte og sagde

en Monolog og tog Klap og Fremkaldelse. Desformedelst

Saa ban bliver nok fast ansat som Pærnøbel med Fo.

Hvorefter vi afsang et Digterværk af Etasraaden og gik

ud paa Lotsian og sang for Folket.

Ligesom Christine

Nilsen snen blev ikke trugget hjem af Studenterne fordi

de er vrede; Over Ringen.

K ja rta n og G u d ru n

hos os

D ra ch m a n n

paa Kasino

Tablo

paa Folketheatret; Som var formeget at see paa

en Gang.

Og Petersen sagde jeg kunde ikke være be-

kjendt at gaa herhjemme fra saa jeg fik ikke seet gamle

Mesters Tabloer hos Vat, hvad jeg gjerne vilde fordi

Åbrahams vist har været Hakonjarl og Benjamin Petersen

Palnetoke og Zink Axel og Fru Lumbylangehansen Valbom

og set tragiske ud; Som man skal og som vi gjorde.

Ogsaa.

Nemlig i Kjartan og Gudrun og var ophoiede

hvad der kneb. Men Em il gjorde Indtryk fordi ban blev

gudelig og moralsk. Og Frøken Delin var dejlig men ikke

vild nok og havde bun været paa Hejskole; Som jeg;

Var hun bleven mere i Stilen og nordisk og dem der

gjorde det bedst var Publikum; Fordi de blev i Rollen

og var begejstrede, Som de skulde bele Tiden med Klap

og Bravo og Stemning og nagefter; Skulde vi have været

til Sold hos Vat med hans Tablofigurer og Sjampanje.

Men gik i Seng hellere og dremte jeg var Lædimakbæt

og gik i Sevne; Men anstændig.