385 / 427
375
hhed og sku di ti Buj sjenere han, va Kongen a
Sverri-Norje eller rettere Norje-Sverri paastaar, sku
der inte være noet i Vejen for a strye vilkensomhelst
Velærværtiheden sku ha noet a engveme imoj.
Aa
vi drak saa en Bejer med den gamle paa det, aa
sang Norjes bæste, Værn og Fæste alle hundrede og
en og trejve Vers med et Bejer mellem vært, Hejm-
dal tujendes Meledonten tel i sit Vægterhorn aa alle
Ejenherrieme skraalendes barestens det føste Værs
hele Tijen inte kunnende huske Besten værendes tyk-
pannede. Hoho! vor Velærværtiheden ha smurt Fe
listerne i det nye System og det sku inte forundre
Unnertejnede, om de ha knaget i dereses Hale- Verveler
ve alle di Skrub di bekommer, og næste Gang ku
Velærværtiheden skrive en Farsje om en Rutsjbane-
Didregtør som er bleen gal veilendes ha Ballonen te
og gaa dm forkerte Vej kørendes med Vognene nején
fra opetter i Stejen for oppe fra nejetter værendes
osse et nyt System og allegorisk
,
menendes Velær-
værtihedm sæl, den' immervæg stier fra det Lavere
tel det Højere og blier fra m lille gemytlig glaj Gut
til Ypperstepastor i Degtekonstens Allerhelliste spil
lendes nu osse Komeje og debitermdes i My'nken vor
di har det brillejanteste Øl og Aviserne skrivendes des-
anbelangendes, a Velærværtiheden er aine sjøne mæn-
liche Ærsjeinung mit snergisjen Bewejungen, donkel-
blondes leigtgelogtes voltes Gesigt und di hohe ibeise
Ilalsbinde jiébt ihm ein geistlijes Aussehen. Hoho
Dereses Velærværtihed er de inte okkerat præsis som
je saa Dereses velsinede Billeje og velle Di være saa
behaveli a sænne os et halt Dusin Fotumgraffier herop
sku di faa en rivendes Avsætring, alle di smaa søje
Uaaøjede Asynnier værendes forhibbede paa a faa
Velærværtiheden tel a stegge i dereses Kumjirmasjons-
albommer, saa ku Velærværtiheden gi voreses Byhuj
den gamle Hermoj dem med trakterendes ham bare
med en Snaps, drikkendes helst en røj, velle De glæje
Dereses immervæg gemytlie gamle
Wæirdignmm t«
p. t, Valhalla,
Hværverne.
(Af
„P rin sessen og det halve K o n g erig e
.")
■W\xV^
# -
E n to, en to !
Flinten over Nakken og Hanen i Ro,
Sliren i Gehæng,
Spil op, Du Piberdreng!
Vi
e r B
jø r n so n
tro ;
Villige og djærve,
En af os mod To,
R e n e B a g a te lle r.
Vi
k a n ky fe M
o l b e c h
, om d e t
gjælder.
B
r a n d e s
la d e r h v æ rv e !
En
to,
en
to !
Vi gaa paa Øitergade,
Vi gaa paa Velterbro;
Vi gaa med platte Fødder.
I Støvler og Sko,
Her er
B
jø r n so n s
Gardere,
Og de er
D
r a c h m a n n
tro.
B
r a n d e s
lader hværve!
I høre det, hver lille Skjald,
Som færdes bag
P
l o u g
,
Fiver Kritiker
i
Byen,
Hver Referent
p a a
Sjov:
Her er
BjØRNSONS F o d fo lk
Her er
C
a n t o r s
djærve
Israeliter.
B
r a n d e s
lader hværve!
^H am p e p u d s e r e n s Dagbo
=||||§^ (fortfat af hans batter)
O n s d a g cl 1 2 . N o v b r.
B is to r i p a a K a s in o .
JSTu
begynder jeg igjen paa Fortsættelsen af min elskede Faders
store Værk; Som er Dagbogen.
Eftersom Petersen har
faat en Finger maset i »Ringen» forleden og ikke kan
skrive; Men kun slaa Klatter; Desformedelst. Og jeg kom
ind til Byen til Ristori; Som er gammel, men hvad gjor
det, naar hun er evig ung og udstraaler Konstens blændende
Glorie, som et elektrisk Lys mellem Tællepraase; Som
var di Andre. Og lader sig henrette med Heihed som
Marie Stuttgart og døende bagefter langsomt som den
gamle Elisabeth og tilsidst gaaende i Søvne som Lædi-
rnakbæt; Hvad jeg ikke saa, fordi jeg blev rod; Over
Dragten som er saa frygtelig naturlig, saa jeg blev flov
over at alle Herrerne skulde se det.
Malle Knallerup
blev ikke flov, fordi hun er ældre og med Verdenserfaring
og fortalte mig at det havde været dejligt, saa jeg klappede
alligevel og viftede med Sæsongen i den ene Haand og
Lommetørklædet i den andet men som ikke vilde, fordi
det var vaadt; Af Taarer.
F r e d a g d. 1 4 .
Ø hlenslæ gers h u n d red ea a rig e F ø d
selsdag.
Som var en stor Fest ogsaa for os; Fordi hvad
var Balletten bleven uden Ølenslæger, hvad jeg véd, jit
gamle Mester ogsaa vilde sige. For Exeinpel med Tryra-
skviden, som aldrig var bleven saa dejlig og nordisk ellers
og Valkyrien og det Hele, og Gienslæger har jo dog forst
slaaet Tonerne an og den udødelige Bornomvilde saa
bagefter transpeneret dem i Kæmpe-Entresjat og Skjold-
møpiruetter, som svarer til Digtekonstens poetiske Yt-
tringer; Som er Vers. Hvorfor vi fejrede den Dag først
om Formiddagen med Tablo og hvide Kjoler med Sloifer
og Emil deklamerede et Degt og Rasmusnielsen debuterede;
Som er bleven Elev medens jeg var borte og sagde
en Monolog og tog Klap og Fremkaldelse. Desformedelst
Saa ban bliver nok fast ansat som Pærnøbel med Fo.
Hvorefter vi afsang et Digterværk af Etasraaden og gik
ud paa Lotsian og sang for Folket.
Ligesom Christine
Nilsen snen blev ikke trugget hjem af Studenterne fordi
de er vrede; Over Ringen.
K ja rta n og G u d ru n
hos os
D ra ch m a n n
paa Kasino
Tablo
paa Folketheatret; Som var formeget at see paa
en Gang.
Og Petersen sagde jeg kunde ikke være be-
kjendt at gaa herhjemme fra saa jeg fik ikke seet gamle
Mesters Tabloer hos Vat, hvad jeg gjerne vilde fordi
Åbrahams vist har været Hakonjarl og Benjamin Petersen
Palnetoke og Zink Axel og Fru Lumbylangehansen Valbom
og set tragiske ud; Som man skal og som vi gjorde.
Ogsaa.
Nemlig i Kjartan og Gudrun og var ophoiede
hvad der kneb. Men Em il gjorde Indtryk fordi ban blev
gudelig og moralsk. Og Frøken Delin var dejlig men ikke
vild nok og havde bun været paa Hejskole; Som jeg;
Var hun bleven mere i Stilen og nordisk og dem der
gjorde det bedst var Publikum; Fordi de blev i Rollen
og var begejstrede, Som de skulde bele Tiden med Klap
og Bravo og Stemning og nagefter; Skulde vi have været
til Sold hos Vat med hans Tablofigurer og Sjampanje.
Men gik i Seng hellere og dremte jeg var Lædimakbæt
og gik i Sevne; Men anstændig.