388 / 427
378
Skoleloven.
r j * c s
'Forandring fryder», er et gammelt Ord,
Som gjeme kunde kaldes for «bevinget»,
Og er der noget Sted paa denne Jord,
Hvor den Slags Tufindfryd ftaar godt i F lor
Til Undren for det Folk, fom ftaar omkring det,
Saa er det ganfke fikkert F o l k e t i n g e t : —
D et ikiftet Former ved Partikamps fæle Aand
Og ikifter Farver fom en fand Kamæleon.
Dog, hvad Forandring der end ogfaa iker
Paa C h r is t ia n s b o r g ved K rabb es Arneflamme,
E t Biiled er der, man bestandig fer,
Skøndt fnart i én, fnart i en anden Ramme,
Trods nye Mænd og fplinterny Idér,
D et bliver uforanderlig det famme: —
Det er den Holdning, fom blev lagt for Dagen
A f vore Venftremænd i S k o l e f a g e n .
Endnu vi mindes kan de ikjønne Dage,
Den H a l l ’ike Skolelov af venftre Fløj
Blev expederet med et ftort Hall løj
Didhen, hvorfra den aldrig kom tilbage;
Og mange fler gik under Suk og Klage
Fra Tid til anden op i Lamperøg,
Blev knuft af B o g ø d r o t t e n s Tordenkile
Og ftedt i Udvalg til den fidfte Hvile.
Trods Smertenshyl fra Landets Lærerftand
Med hver Forbedring gjorde kort Proces man,
Selv Haab om Lønnings tillæg blev til Vand,
Og mellem S k a n d e r b o r g og K jæ ld e r n æ s man
A f den Art Forflag finde hele Læs kan,
Som vandred’ heden til et bedre Land.
— Men denne Gang Reformen ikke død e r ;
En nyfødt Naadefol i Tinget gløder.
Ja, nu kom Sagen paa den grønne Gren,
Thi B e r g og T a n g ej vilde her bedrøve
Hr. F is g h e r , nej, «de trende blev til én»,
Der kunde HØJMARKS Trollerier døve,
Ej B e r n t s e n kunde volde Sagen Mén,
Og Jeppe T a n g blev Diskusfionens Løve,
I jyik Jargon han kappes med JENS B u sk kan,
Og Trær han planted’. ikøndt han kun er
B u f k m a n d .
T il Udvalg er nu Sagen vandret hen,
D o g haabe vi, den ikke vil forfvinde,
Men komme fund og livsfriik op igien.
— E t Punkt endnu dog ligger os paa Sinde:
Hvor ikal en O v e r -D i r e k t ø r man finde
F o r Danmarks trende tufind Skolemænd?
A t Lønnen er for lav, l aer ej fig dølge
For en — M i n i f t e r u d e n P o r t e f e u i l l e .
" \
Den 30te i Maaneden
S h a h r ir
Aar 12 4 9 efter
Je x d e g e rd .
roder i Islam, Selim, Musas Søn, hilset være Du, Profetens Ven!
Mashallah! Sen af den hvidbarmede Guzle, Du vilde tro Dig i det duftende Schiras eller i vore
af talløse Hurier omfavnede Fædres Stad Ispahan, — den Profetens Øje hviler over, — hvis Allah for-
undte Dig en Gang gjennem Gaderne i denne Hundeby. Musas Sen oplader sit Øje, det Allah gjere lysende
som Fuldmaanen, og overalt ser det Basarer. Ved Profetens Mellemgulv, i hver Gade, i hvert Hus vilde
min Selims ø je se Basarer fulde af alskjøns kostelige Sager. Wallah! Maatte Allahs Haand slaa mig rped
syv Sværd, hvis min Mund udspyer Skarn over min Broders Skjæg: skjent syv Kameler ikke vilde mægte
at bortbære, hvad der findes i en slig Basar, koster det alt til Hobe kun 50 Øre eller Karuber. Allah Akbar, Gud er
stor! Din Faders Søn er fattig som Lokman, hvem Profeten trester; ejede jeg kun et Par hundrede Dareiker, vilde jeg
kjebe alt, hvad der findes i disse Vantros talløse Basarer, sætte mig paa min Dromedar, hvis Ben Allah give Styrke og
Hurtighed, og ile hjem til det velsignede Farsistan, som Ormudz stedse hvile over, rigere end syv Stormoguler.
Insh allah ! Gud er stor! Du maa nemlig vide, o Sen af den stærktskjæggede Mnsa, at den almindeligste Levevej
hos disse Gjavrer er at holde slige Basarer eller Kramboder. En Søn af en Hund laaner en halv Snes Punge hos Venner
og Bekjendte, derpaa aabner han en Basar eller anden Bod, kjeber talrige Slavinder til sit Harem, gjer straalende
Gjæstebud, hvor den Profeten forhadte Vin flyder i Tøndevis, og fører et Liv som i Allahs Paradis; derpaa sælger han
sin Basar for 50 Karuber, spiller Fallit og begynder saa forfra igjen. Fatter Du nu, o du velisgnede Søn af den hofte
brede Guzle, hvis Skjed Allah velsigne, hvorfor Basarerne her ere talrigere end Stjernerne paa Ormudz’ Himmelhvælving?
Men, ved Alis Sværd, der gives her dog ogsaa Handelskafirer, som ikke spille Fallit, nemlig Ibrahims krum-
snablede Sønner. Som Du ved, o du rettroende Muselmænds Ætling, dansede disse vantro Bundes Forfædre om Guld
kalven i Ørkenen, og de aade Manna, liflig som Hoppemæik, og Profeten Musa revsede dem med Skorpioner, men deres
Yngel danser endnu om Guldkalven, og de æde Hvidløg, thi Manna findeB ikke i dette Hundeland. Bism illab! Disse
Kpfirer eje hundredetusender af Punge og de fører det store Ord i disse Vantros B y, og de ville raade alene.
Og
Selims Broder er ingen Løgner, Mashallah! Ved Ayeschas Aske, de andre Kafirer maa lystre Ibrahims Sønhers Best, fordi
disse have Moses. Og Ibrahims Sønner have udstrakt deres Haand over de andre Kaflrers unge Tjenestekvinder, og
Ord udgik af deres Mund og de raabte: -Ved Soliraans Skjæg, disse unge Kvinder skulle tjene Musa Ben Åraram, eller
vore Punge skulle være lukkede med syv Segl!»
Og Kaflrernes Høvedsmænd bleve som Gazeller, og deres Læber bleve