392 / 427
382
tolvaarige Fødselsdag.
(Skuepladsen forestiller Hjernet ved Trinitatis Kirke.
En Piedestal med Digterens Buste, Dags-Avisens Genier be
kranse den,
medens et uhørligt Kor afsynger Digterens
Romanze
«J e g s id d e r over S k y e n !» )
Realismens Muse.
Ja klem bare paa og lad det gaa lidt villig med
det Kranseværk og det andet Pilleri. Det er rigtignok
noget Gøgl, men Herre Gud! vi maa jo gjøre lidt Re
klame forham, hvis vi vil beholde ham, og skulde han
komme forbi i Dag, hvad han nok gjør, for jeg sagde
til ham, at her var Ballade i Vente, saa lad mig se, at
I vræler et ordenligt Hurra, og se til Du lille L-o med
den flade Kasket, at Du kan lade være at pifte, ellers
skal jeg vaske dine Øren. Sørg for, Du kan stille et
nogenlunde behageligt Ansigt op. Det er jeres egen
Profit! Husk paa det. Hatten af for Holger Drach-
mann! Han er min Digter.
R o m a n tik en s M u se.
(træder frem.)
Du fejler Realisme, min Veninde,
Flot som Du er og kaad og overmodig,
Paa Tanker fattig, men paa Knaldstof frodig,
Du fejler! Min er Dagen, som ham saa
I «Morgenbladet» øjet op at slaa;
Jeg lokked’ ham af denne usle Vraa.
Og jeg skal Kransen om hans Hoved binde.
Hver Bog, han skrev, hvert Kvad, han sang,
Usletteligt mit Mærke bærer.
Og derfor- her i Danas Vang
Hans Digterrang
— Trods Alt — man end bestandig ærer.
«Dæmpede Melodier», «Storm og Stille»,
•Roser og Rauker!» — Kan vel noget Blik
I disse Triller
Se 'andet end den pure Romantik?
Har ej «De sønderjydske Piger»
Han skrevet?
Er ej — trods Alt, hvad selv han siger,
•Prinsessen og det halve Kongerige»
Saa rent romantisk blevet,
At det som Romantik har knap sin Lige.
Min Holger er. og ej jeg viger. —
Lad dine Jøder saa kan skrige!
J
En Gubbe,
(træder frem.)
Maaske jeg kunde her i Striden dele;
Men sig
1
mig først, hvem er det, I bekranse?
Realismens Muse,
Vor Yndling.
vr
Romantikens Muse.
Min Digter.
Gubben.
Mi n Yndling og min Digter er han,
Jeg selv har knæsat ham som Skjald.
Realismens Muse.
Tør jeg spørge, hvem jeg har den Ære at tale
med?
Romantikens Muse.
Ja!
Hvem er Du? Sig dit Navn!
G u b b en
(kaster Kappen og staar som »Punch». Seenen
forandres til et Drikkelag med blussende Boller.)
«Punch» jeg er og «Punch» jeg kaldes,
Jeg er kommen hid at hædre
Ham min Yndling, fremfor Alle
Holger Drachmann har jeg kjær,
I en Sang jeg nu ham hylder,
Bringer Tak for, hvad jeg skylder
Ham, I bragte Kranse her,
(Harpetoner, Melodi: Se en Aftenstund i Kjæden.)
Længe leve Du min Holger!
Orlogskonge, stolte Skjald!
Mine Spalter Du befolker
Jo med Sange uden Tal.
«Punch» er Skjaldens tro Fortolker
Her i Skæmtens lyse Hal!
j: Hillemænd!
Sikke Spænd!
Naar Du dypper blot din Pen!
:\
Hver Gang der er Sjov i Gaden,
Slaar Du drabelige Slag.
Men saa kommer rigt’nok Raden
Tidt ti! Dig den næste Dag.
Og saa bii’er der Grin i Staden,
Ja og Grin er vores Fag.
j: Det kan vi
Netop li’e
Alt det Bjørnson-Maskepi. :|
Leve Du og Dags-Avisen!
Skaal for Eders nye Pagt!
Du og Secher bære Prisen
Vil i Vrøvl — og «Vrøvl er Magt».
Midt i Digter-Vrøvle-Krisen
Vrøvl da væk kun uforsagt!
j: Musen klem!
Nu af Gjern
Maner Holger, jeg Dig frem! :|
(Scenes
forandres
til Dags-Avisens
Kontor. Drachmann
kaares til
Orlogskonge
af de tolv Stammer. Ferslew græder
udenfor.)