83 / 427
74
«1 denne Vinter har vi havt en usædvanlig Froft»,
Som hverken har gjort Fiike eller Fugle glad,
Endiige dem , der leve maa af fimpel Husmandskoft;
D e fe med Vemod i det tomme Sulefad.
Ja, det er gale Tider paa Landet fom i Stad
Og ikke mindft for Talmajeftæteme,
Om det faagar er T a u b e r , er han kun lidet glad,
Nu har han ikke Rejfediæterne.
Man gribes af Medlidenhed ved Smaakaarsfolkets
Nød,
Selv om man kun e rX ved
V e j l e
F o l k e b l a d ,
Og føger dog at ikaffe det lidt Smør paa dets Brød,
Naar derved man kan flippe
for
Folkehad.
D e Herrer Demokrater, fom er vant til Kamp og
Splid
Og til at fulteføde Embedsmændene,
Udfolde meget vifelig i denne ftrenge Tid
En Hjertensgodhed, der e ( næften blændende.
T i nu har T h o m a s N i e l f e n fom trofaft Ven-
ftremand
Beftemt fig til at gjøre lidt for Masfen
Og laane Statens Penge til den ftakkels Husmands-
ftand,
Saa længe der er Spor af Mønt i Kasfen.
Desuden B e r g og H ø r u p paa famme Strænge
ilaar:
D e fparer ej paa Kronerne og Ørene,
Men føger at bevife faa g o d t, fom de formaar,
«At det at gjøre vel er faa velgjørende».
J e n s B u f k med milde Øjne paa Forilaget fer,
Derfor han ej kan nokfom anbefale det.
— D og er det ingen Kunft at være god paa den
Maner,
For det er ikke ham , der ikal betale det.
Om Hjælpen er fornøden, maa ftaa ved fit Værd,
V i bøje heri os for Venftres Kyndighed;
Men disfe Forflag kafter et løjerligt Skjær
Over Venftrefolkets fuveraine Myndighed.
Den fribaarne Væ lger, Selvftyrismand af Rang,
Som kaldet blev for Land og Folk at raade,
Sin egen lille Husmandslod knap ftyre kan en Gang,
Men leve maa af Statskasfens Naade i
D og vænnes man til Sagen og faar man den iklædt
Den Dragt, fom det fig fømmer Demokraten,
Er Vælgerfolket faadan en Slags Tal-Majeftæt,
Som bør nyde Appanage af Staten.
Mo r a l :
Naar der er Nød paa Færde man hjælper, fom man
kan,
Medlidende de F attige, fom trænge;
D et famme gjør naturligvis den brave Gaardmand
s-
ftand,
— Ifaer naar det kan ike for Statens Penge!
Ole Lukøje.
Frit efter
H . C.
A n d e rsen .
-■■¡'•lili!1!
« J i m
I hele Verden er der Ingen, der kan saa mange
Historier — baade hele og halve — som 01 e Lukøj e .
Saadan ud paa Aftenen, naar Borgemestrene sidde
nok saa net oppe paa Raadhuset eller hjemme i
deres Stuer og tænke paa Borgernes Vel, kommer
Ole Lukøje; han kommer saa stille op adRaadstue-
trappen, for han gaar paa Hosesokker, han lukker
ganske sagte Døren op og fut! saa sprøjter han
Borgemesterne sød Melkepnnch i Øjnene, saa fint
saa fint, men dog altid nok til at de ikke kunne
holde Øjnene oppe, og saa bliver de tunge i Hovedet,
o ja! men det gjør ikke ondt, for Ole Lu k ø i e
roener det just godt med Borgemestrene, han vil
bare have, at de skulle sove, for at han kan for
tælle dem Historier. Naar Borgemestrene nu aover,
sætter Ole Lukøje sig paa Sengen; han
godt
klædt paa, hans Frakke er af Silketøj
cjg
under
hver Arm har han en Avis, én med Billeder, som
kaldes „Punch“, og den viser han de g*»ae Borge
mestre og saa drømme de hele Natten de dejligste
Historier, og én Avis bar han, hvori der ikke staar
Andet end Ubehageligheder, og den giver han de
uartige Borgemestre og saa maa de læse i den
hele Natten og naar de vaagner — for sommetider
vaagner Borgemestrene — har de glemt det Alt
sammen igjen.
Nu skulle vi høre, hvorledes Ole L u k ø j e i
en hd Uge kom hver Aften til en lille Borgemester,
som ied E hl er s, og hvad han fortalte haml Der
er hele syv Historier, for der er syv Dage i en
Uge og den sidste Dag er Syvsoverdag.
Handag.
„Hør nu en Gang!“ sagde Ole Lnkøje om Af-»
tenen, da han havde faaet Ehlers i Seng, „nu skal
jeg pynte op!“ Og saa blev Kjøbenhavn paa enGang