84 / 427
75
til en stor prægtig By med lange Jyse Gader, og
høje smukke Hase og store Parkanlæg med de
dejligste røde Valmuer og med Jasmralysthuse, hvor
man kunne ligge hele Dagen og læse Udvalgs
betænkninger og ryge Opium. Det var Noget for en
Borgemester! det var mageløst! men i det samme
begyndte det at jamre sig saa forskrækkelig henne
i den store Gade, som Eh l e r s selv havde brolagt,
„Hvader nu det!“ sagde Ole Lukø j e og gik
hen i Gaden. Der laa Tavlen, hvor Ehlers havde
regnet Indkomstskatten ud paa, og det knugede
og trykkede i den, for der var kommen et Tal for
meget i Regnestykket, saa det var færdigt at falde
fra hinanden. Griffelen hoppede og sprang i sit
Seglgarnsbaand som en Rodemester efter en Skatte
yder, men Roderi blev det alligevel. — Og saa var
det Ehler’s Brolægning, som det jamrede sig i, o
det var ordenlig fælt at børe! Langs ned af hver
Gade laa store og smaa Brosten mellem hinanden,
som om de var skyllet derhen af en Tandflod og
aldrig havde gjort Bekjendtskab med en Brolægger«
jomfru.
„Se saadan skolde I ligge“, sagde en gammel
Jomfru af den Familie, som stod ved Siden af, „Se
paa mine Arme! Se saadan ligeud — horisontalt!“
„G, vi ville gjerne,“ sagde E h l e r s ’ s Brostene,
„men vi kunne ikke, vi ere saa daarlige“,
„Saa skal I dunkes paa Haven!“ sagde Ole
Lukøje,
„O nej!“ raabte de, og saa laa de saa lige, at
det var en Lyst.
„Ja nu faar vi ikke fortalt Historier,“ sagde
Ole Lu køje, „nu maa jeg exereere dem! En to!
En to!“ og saa exercerede han Brostenene, og de
iaa saa ordeulig og horisontalt, som nogen Jomfru
fra Brolæggerstræde kunde forlange; men da Ole
Lukøje var gaaet og Eh l e r s om Morgenen saa til
aem, saa var de lige saa elendige som før.
Tirsdag.
Saasnart E h l e r s havde sat sig ned i Borger
repræsentationen, rørte Ole Lukø j e ved alle Med
lemmerne i Salen, og strax begyndte de at snakke,
og Allesammen snakkede de om sig selv, undtagen
Eommerceraad H e yma n , der sad tavs og ærgrede
sig over, at de kunde være saa forfængelige kun at
tale em dem selv, kun at tænke paa dem selv og
slet ikke have Tanke for ham, der dog sad saa be
skedent i Krogen, uagtet ban havde gjort saa uen
delig meget Godt og givet 2000 Kroner til en Nord
polsespedition.
„Har Du Lyst at komme paa en Nordpols-
expedition?“ sagde Ole Lukø j e til den lille Eh l e r s .
Og saa stod de paa en Gang inde mellem bøje hvide
Snebjerge, der iaa som
K l i t t e r
benåd et stort Torv, og
Vinden strøg henover dem og Istapper hang der fra alla
Tagene. Kvægsølvet var gaaet ned i Termometret
som Industribanbaktier paa Børslisten. Det var
rigtignok en kold En! Den lille Eh l e r s saa store
Rækker af Vogne komme kjørende, alle sammen fulde
af Sne. Og Kudskene væltede Sneen ud paa Torvet.
saa Snebjergene blev endnu højere. Og Solen skin
nede paa Sneen, saa den skinnede som Diamanterne
i Professor Er s le vs Ordener, O, hvor var det
dejligt!
„Nu bliver det Tøvejr!“ sagde Ole Lukøje.
Og saa blev det Tøvejr. Og det rislede og piblede
som Bække i Skoven, og de mange Bække sam
blev til en stor Aa, og til sidst blev Torvet til en
Sø, for det var Søtorvet, men der var ingen Svaner
i Søen, for det havde Eh l e r s ikke Raad til, men
enBaad laa der og Ole Lukø j e og E h l e r s steg
ind i den og sejlede rundt paa Søen, og rundt om
Søen laa der store Hose og i Gadedørene stod Hus
ejerne og strakte Årmene ud imodBaaden og raabte:
„Tak skal Du have, lille Eh l e r s , nu faar vi Vand
i Bjælderne, saa vi kan holde Storvask hver eneste
Dag uden Vandspild
!8
Til sidst sejlede E h l e r s ned ad Gaden cg kom
Hl det Hus. hvor
»Punch*
bøde,
Punch,
der havde
holdt saa meget af ham og al Tid holdt ham frem,
naar han trængte til det, og
Punch
nikkede og
vinkede og sang det nydelige Vers, haa selv havde
digtet om Eh l e r s :
Je g
tænker
paa D ig saa mangen
Stund,
Min egen E h l e r s — Du Søde!
Hvor tidt har hos D ig jeg gjort et Fund
A f den dejligste Spaitefede?
Je g lytter til hvert af dine Ord;
Dit Billed i Sjælen jeg fæster.
For m ig , Du er paa Guds grønne Jord
Den allerbedste Borgmester.
Og alle Repræsentanterne sang med og Raad-
mændene stod paa et Ben og Avis-Referenterne
nikkede, som om Me l d a h l fortalte dem Historier,
(Fortsættes).
Motto:
Ja Mutter, hvorledes gik det ikke Arius, da han
fatte fig op mod
iin
Bisp?
G e e r t W e s t f a l e r i.
Akt 3. Scene,
I Staden fad den høje Magistrat
I Raadhusfalen hos de vise Kadier
Og raadslog om et fælles Internat
For dem, der kom «paa kirkegaardfke Stadier*.
Saa fik de bragt et Lovforslag i Stand
Og gik til Bispen, fom for Statens Kirke {laar,
Men glemte rent, at famme Herrens Mand
Før havde kæmpet mandelig mod — K i r k e g a a r d .
Da derfor Sagen for hans Domftol kom,
Han fønderlemmed’ grufomt hver en Stavelfe
Og levned’ kun den Trøft, at ved hans Dom
Fik Sagen dog en kriftelig Begraveil'e.
.- .1