88 / 427
79
hinne fordig hun renner paa Isen med en Kardet
og har fattet og tlaaen »in Næse taa nu er hun grim.
Din hengivende
E i n a r Jørgen se n.
\ i har faaet en grinagtig Hunnevalp hjemme
og K r e s t o ff e r har mulet mai fordig ja i ville igge
halle Biæg i Hr. S h u t t e r u p s nye Hat
,
men ja i
viUt igge fordig
,
om han osse er herer
,
er han
dog et Menske liesom vi og hade igge gjort mai
Noget i den siste Ve.
Skoleloven.
Nok selv en Skole gjennemgaa,
Og det er tvivlsomt, om den slipper
Fra Folketingets Skær og Klipper,
Hvor den i Tidens Løb saa tidt
Har sørgelige Skibbrud lidt,
Hvor aldrig den sig klare kunde;
Men gik med Mand og Mus til Grunder
En Gang med glad og frejdigt Sind
Den kom i Folketinget ind,
Hvor, som Alverden véd, hver anden
Tilhører Skolemesterstanden.
„I sligt et Selskab“, mente den,
„Blandt alle disse Skolemænd
Man nok mit Ønske vil opfylde
Og sætte mig paa rette Hyldel“
Det skulde den dog ikke sagt,
Thi den „bevidste Folkemagt“,
De Herrer B o j s e n , Berg og Zahle^
Yar ikke til at faa i Tale,
Men sendte den med Fynd og Klem
Paa Stedet neden om og hjem
Til Udvalgsormenes Fortæring,
Og H a l l tU Varsel og Belæring.
Saa gik det til en Tid, til den
Til sidst opdaget blev igjen,
Da nnder F i s c h e r s Regimente
Den havde bedre Kaar i Vente;
Dog trods den vennehulde Tang
Gik Sagen atter Kjødets Gang,
Man til et Udvalg lod den styre hen,
— Hvor der dog knap blev Tid at myre den.
Thi trods den vrede Ch r e s t e n Rex,
„Den kommer dog igjen, den Hex“,
Og gaar endnu igjen som Spøgelse
TU Hø jmarks Gru og T a n g s Fornøjelse.
Og saadan vU den hele Sag
Nok trække ud til Dommens Dag;
Men, at vi saa vil bedre Skoler faa,
Er det dog ikke værdt, vi stoler paa.
Overlampepudserens Dagbog
fortsat af hans Datter.
S e n d a g e n
d. 2 d e n M a rts .
Det gam le
B u s,
M ands M od
og
Sjan ettes
Brolop.
Det gamle Hus synes
jeg ikke om; Fordi Olaf er ikke nær saa morsom, naar han
er rerende; Som naar han ikke er det. Og gaar og klyuker
ove-r, han skal ud af det gamle Hus, og ligner Petersen,
da vi selv skulde flytte her over fra det gamle Teater, Som
han nedig vilde ud af, fordi han nu en Gang var vant til
det og kjendte alle Rotterne; Personlig. Og Olaf smitter
Freken Sørensen ogJerndorff, saa de bliver mere og mere
rørende i den franske Stil, der dog er bedre end den tyske;
Formedelst den er kortvarigere.
Og de Eneste som til
sidst længtes efter at komme ud af det gamle Hus var
Publikum og de klappede; A f Glæde da det var forbi. Som
de gjorde Ret i, fordi det er tragisk at se Olaf som et
gammelt Hus, hvor der har været Ildebrand i, men dog
ikke er forfalden; Som i «M an ds M od«, hvor han har
Beværding; I Kjælderen.
Petersen gaar hver Formiddag
og snuser rundt i alle Kjælderens Kroge; For at finde det
Anker god Vin, de taler saameget om, men har ikke fundet
det endnu. Og bliver «Mands Mod« ved at gaa bliver
Teatervinhandleren en rig Mand.
Og Marchan diserne i
Byen har ogsaa god Fortjeneste; A f Sjanette. Naar Sjang
gaar Bærsærke- og Stolegang og slaar Møblerne i Smadder.
Saa vi har ondt ved at Bkaffe trebenede og ryggesløse
Stole til Veje. Petersen siger nok, det kan blive godt en
Gang endnu; Med dem; Som jeg ikke tror, fordi Komman
danten har strøget deres Aftensmad af Spisesedlen.
Og
Olaf og Freken Skov faar ikke noget, men maa nøjes med
Klap. Og Fe.
Og
velvillig Omtale i Aviserne; Og i
Dagbogen.
Opløsning paa sidste fiebus:
„Et godt S t y k k e Me l l emf læsk . “
C. S i m o n s e r r
Ud g i v e r