166 / 312
Børsmand er det en Fordel at samle saa mange Oplysninger og Indtryk som muligt, da
hans Bedømmelse netop ofte er baseret paa en Massevurdering. Hvor er Børssalen genialt
indrettet til sit Brug, en stor aaben Sal med Plads til mange og samtidig en Række
dybe Vinduesnicher, hvor man kan trække sig ind, hvis man ønsker en mere fortrolig
Samtale.
Lige indtil den anden Verdenskrig blev en af di£se Nicher benyttet ved Fastsættelse
af Valutakurserne. En af Nationalbankens Direktører traadte hen i Nichen omgivet af
Hovedbankernes, Andelsbankens, og R. Henriques jr.’s Repræsentant og læste Valutakur
serne op, hvorefter de blev indført i en Protokol og underskrevet. Med de seneste Be
givenheder paa Valutamarkedet, er nu og'saa denne gamle Tradition forsvundet.
Det daglige Børsbillede har skiftet stærkt genem Tiderne. Broget har det været i
Børsens første Dage med Kramboderne i Kælderen, duftende af Tjære, Hør, Hamp og
Sild, og et malerisk Skue har det været i den øverste Etage, hvor de finere Varer var
udstillede til Salg. Allehaande kulørte Stoffer, Nipsgenstande og Niirnbergerkram. Selve
Klædedragten maa have sat en egen Kolorit paa Børslivet, naar Datidens Grosserere eller
Groshandlere, som det hed, optraadte med Paryk og Kaarde, trekantet Hat, kulørt
Frakke med Kniplinger, Brokades Vest, Fløj elsbukser og hvide Silkestrømper og paa
Benene sorte Sko med Sølvspænder. Endnu i Firserne var Børslivet præget af en vis
Elegance, naar Børsherrerne, som mellem sig talte Bankdirektørerne, mødte frem i Jaket
eller Diplomatfrakke med skinnende, nystrøgede høje Cylinderhatte — »la haute finan-
ce«s Attribut. I Begyndelsen af indeværende Aarhundrede forsvinder den høje Hat, og
det hænder, at man nu paa Børsen kan se Folk i Plusfour.
Et ganske særligt Liv var der paa Børsen
1
den første Verdenskrigs Periode. Tidligere
var det udelukkende Købmænd, Veksellerere og Bankdirektører, som kom paa Børsen, men i
hine Aar, da Spekulationslysten bredte sig ud til de bredeste Lag af Befolkningen, kom
der efterhaanden allehaande Personer, som ved Selvsyn vilde konstatere, hvorfra Guldet
kom. Man fandt Ølhandlere, Spækhøkere, Kontorister, Slagtere og Embedsmænd i en
broget Blanding. Mange af dem blev efterhaanden professionelle Spekulanter. I disse
Omgivelser maatte flere af dem finde sig i at faa paahæftet et Øgenavn. Saaledes
»Svenskeren«, en Rentier fra Sverrig, hvis borgerlige Navn var Berlin. Ved sin høje
Skikkelse og sit fremmede Maal var han paa Forhaand egnet til at samle Opmærksom
heden om sig. De to Brødre Ruben blev aldrig kaldt andet end »Frimærkehandleren«
og »den røde Ruben«. Ogsaa Damer saa man, hvilket var noget helt nyt. »Atlanterha
vet« hed en af dem, fordi hun fortrinsvis spekulerede i et Dampskibsselskab af dette
Navn. »Sporskifteren«, som var Trafikassistent ved Statsbanerne, opgav sin faste Stilling
4 5 6