S_KøbenhavnByOgErhvervGennem500Aar

Handlende, Auktionsholder, Handelsagent, Vekselerer, Speditør og Vognmand, og udtaler,

at Lovens Forskrifter om Haandværksnæring finder tilsvarende Anvendelse paa Barbering

og Frisering samt Installation. I Lovens § 2 hedder det, at enhver, der ønsker at drive no

gen af de i § 1 omhandlede Næringer, skal — bortset fra de i Loven gjorte Undtagelser —

herom indgive Anmeldelse i København til Magistraten (1. Afdeling) og erhverve et Næ

ringsbrev som Bevis for Anmeldelsen og som Adkomst til at drive Næring i og fra Kom

munen.

Af det anførte ser man, at Næringsloven af 1857 i højere Grad end den nugældende Lov

opfyldte K ravet om Næringsfrihed, idet de forskellige Næringsvirksomheder var fri, med

m indre de ved Vedtægterne blev gjort betinget af Borgerskab. I Modsætning hertil gør

Loven af 1931 som Hovedregel al Industri-, Haandværks- og Handelsvirksomhed betinget

af Næringsbrev. Indtil Næringsloven af 1931 traad te i K raft den 1. April 1932 herskede der

derfor stor Uensartethed med Hensyn til, hvilke Næ ringer der var fri, og hvilke der var

bunden Næring indenfor de forskellige Købstæder og Amter.

Som Eksempel paa denne Uensartethed kan nævnes et P a r af de Næringsveje, den nu

gældende Næringslov udtrykkelig anfører i § 1.

Vognmandsnæring

var i Henhold til en

Lov af 1. Maj 1851 bunden Næring i

Københavns Kommune,

hvor den ogsaa var optaget

paa Vedtægten, men

paa Landet

var saavel Person- som Varetransport fri Næring.

I Køb

stæderne

endelig var Varetransport altid fri Næring, medens Personbefordring, hvis Vogn

mandsnæring var opført i vedkommende Købstads Vedtægt, krævede Borgerskab, men

ellers var fri Næring.

Virksomheden som

Barber

blev oprindelig ikke henregnet til Næringsdrift, og Næ rings

loven af 1857 var derfor ikke anvendelig paa denne Virksomhed, hvis Betydning jo den

Gang, som vi straks skal se, var noget anderledes end nu, idet den havde en vis T ilknyt

ning til Lægegerningen. Ved en Lov af 30. Janu a r 1861 vedtoges det imidlertid, at de i Lov

af 29. December 1857 (Næringsloven) givne Bestemmelser om Næ ringsdrift i Almindelig

hed ogsaa skulde gælde med Hensyn til Udøvelse af Barbernæring. Ifølge Loven af 1861

skulde Borgerskab som Barber give det til at holde Barberstue og i Forbindelse dermed

at besørge Barbering udenfor samme, at klippe Haar og frisere, at skære Ligtorne, at op

sæ tte Knive og Sakse, at faldholde Igler, samt til at sæ tte Igler, anvende Klysterer, paa

lægge Plastre, saavel som kolde og varme Omslag og udføre andre lignende Forretninger,

»dog at ikkun Rettigheden til at betjene ved Barbering bliver udelukkende forbeholdt

Barbererne«. Det paalagdes enhver Barberstue i København at have ophængt en Fortegnelse

over samtlige Læger med Angivelse af deres Bopæl og Tiden, paa hvilken de daglig kunde

træffes. Endvidere paalagde Loven Barbererne i København en vis Sam arittertj eneste, idet

578