12 / 290
8
Æ ren for denne store Reform tilkommer Johann Clemens Tode. Paa et
Tidspunkt, da ingen hverken i Tyskland eller i Danmark havde tænkt derpaa,
udgiver han kliniske Beretninger (4), i Tale og Skrift ivrer han for Metoden
og allerede 1775 udgiver han det mærkelige lille Skrift
Adversaria clinica
med de to Kapitler »om de kliniske Øvelser« og »Forskrifter for Klinikere«,
en nu ganske glemt Milepæl i den danske medicinske Litteratur.
Hvorledes den Todeske Undervisning formede sig, faar man intet Steds
direkte Oplysninger om, men i et Par mindre Artikler skildrer han, hvorledes
Undervisningen i Skotland gik for sig. Ogsaa der var der et internationalt
Præg over det hele, og læser man Beretningen om, hvad der foregik, føler man,
at det er Ungdommens Minder, der strømmer ind paa Forfatteren og hans
udpræget personlige Stil faar en Varme, den kun sjældent har; de spøge
fulde eller satiriske Vendinger laa nu en Gang bedst for ham.
Undervisningen i Edinburg ha r hvilet paa et rent personligt Forhold mel
lem Lærer og Elev: »De lægge altid Mærke til hver Tilhører især, opmuntre
den, som gaar heldig frem, driver den seene og griber den matte under
Armene. De bede bestandigen, at enhver, som ikke fuldkommen ha r fattet
deres Meening, eller tvivler om een eller anden Sætnings Rigtighed vil komme
til dem i deres Huus, og hente den nærmere Forklaring, den tydeligere Over-
beviisning, som han onsker. Og for desvissere at bevæge dertil de Undseelige
og de Blye, bede de dem fra Tiid til Tiid paa en liden Souper, i et Selskab af
fine young Ladies
og
an old scotch tune
og forend Gjæsterne komme til Bords,
beværte de dem i deres Studerestue med den sande Sindsvederqvægelse for
Læger, med de brugbareste Kundskaber og de gavnligste praktiske Be
mærkninger« (5).
Selv om Tode ofrer sine Lærere — navnlig
Cullen
— mange Lovord,
har han dog ogsaa Øjet aabent for Gensidigheden i Forholdet mellem Læreren
og Eleven. Og netop dette bringer ham ind paa den Tanke at oprette et
Selskab, i hvilket Læreren kunde mødes med sine Elever og drøfte de
i Byen
observerede Tilfælde. Tode havde jo ingen Hospitalsafdeling til sin Raadig-
Nogle medicinske Prioritetsspørgsmaal særligt vedrørende Skarlagensfeberens Klinik.
Bibi.
f. L. 1919 p. 507. Noten 2). Om dette er overholdt vides ikke. I Universitetetsfundatsen af
1788 paabydes det Professorerne, at give Anledning til den medicinske Praksis og Øvelse
deri ved de offentlige Anstalter, som dertil ere indrettede. En retlig Forbindelse med disse
Anstalter, som kunde sikre Muligheden af denne Forskrifts Opfyldelse forelaa imidlertid
kun i Henseende til Fødselsstiftelsen, men forøvrigt lod man sig nøje med den faktiske
Mulighed for en klinisk Undervisning, der var en Følge af at Fakultetets Professorer tillige
var Overlæger ved Hospitalerne, indtil endelig i 1837 Spørgsmaalet om den retlige For
bindelse med Fred. Hosp. sattes paa Dagsordenen. Efter gentagne Drøftelser blev Resultatet,
at det ved kgl. Resolution af 3. April 1840 blev gjort Overlægerne ved Fred. Hosp. til en Pligt
at holde kliniske Forelæsninger for de studerende.
(Fr. Gredsted: Det kgl. Frederiks Hosp.
1757— 1907. Kbhvn. 1907 p. 194). Sammenlign iøvrigt de fyldige Oplysninger om dansk Klinik
i
C. J. Salomonsen: Smaaarbejder,
Kbhvn. 1917 p. 153— 156.