151 / 171
147
Den 5. Juni 1795 Kl. 3 Eftermiddag, mens Sælgere og
Gaderaabere var i fuld Gang, overdøvedes deres Stemmer med
et og gik under i en ny, forfærdelig Larm. Over Gammelholms
»Dellehauge« slog Flammerne op i den solklare Luft og bredte
sig for en fejende Østenvind i buldrende Fart imod Vest. Ræd*
sel greb Byen, Brandraab skingrede, Trommer rasede, uhygge?
ligt tog Klokkerne fat Klemt i Klemt fra alle Kirker. De i Set.
Nikolaj rortes for sidste Gang; Kl. 5X> kiggede en djævelsk,
lille Lue skadefro ud fra Tagrytteren, og tre Timer senere brød
Taarnets Spir bragende sammen i en Hvirvel af Gløder og Gni?
ster, viende den ældgamle Bydel om Kirkens Fod til uhjælpelig
Undergang.109)
Raadvild og skrækslagen lignede Staden en »omrørt Myre?
tue«. Atter skred Flammerne til Angreb, gamle Folk, som
huskede Branden 1728, skulde paany opleve at se Husrækker
vakle Gade for Gade og styrte sammen for Ildens røde Kolon?
ner, som ustandseligt bølgede fremad og først gjorde Holdt, da
henimod 1000 Bygninger laa i Ruiner.
Da gik det gamle København for Alvor til Grunde. 1728
havde ganske vist banet Vej for Baroktidens By, men mangen
ærværdig Tradition fandt Husly her, og med de skaanede Kvar?
terer levede Middelalder og Renaissance videre helt op mod
Aarhundredets Slutning. Mellem de to Brande, der med 67 Aars
Mellemrum steg som Ildsøjler over Danmarks Hovedstad, mær?
ker man dog en kraftig Brydning mellem Fortidens og Nytidens
Idealer, og de første var godt paa Vej til at bukke under, da
Storilden 1795 voldsomt greb ind og afgjorde Slaget. Afklaret
og harmonisk rejste Nyklassicismens København sig af Tom?
terne i rene, lidt tørre Linjer, og med den umaadelige Mængde
Murgrus og Aske, man Læs for Læs kørte bort, gravlagdes
Resterne af det gamle Bybillede, som fyldt af Farver og Poesi
bar Præget af Aarhundreders Traditioner.
10*