257 / 299
89
havde liørt en Mængde H istorier om Slanger, og det
var blevet fo rta lt ham , a t de m indste af dem kunde
finde paa at kravle ind i Husene om Natten og
gemme sig i Sko og Støvler.
Nogle Dage efter, at h an havde tiltra ad t P ladsen,
fik han Besøg af en Ven, der vilde have h am med
ud paa en R idetur. F o rvalteren var strak s villig
hertil og begyndte at gøre sig i S tand til Turen, men
idet h an tra k den ene Ridestøvle paa, følte h an et
Stik i Hælen. Han var ikke i Tvivl
0111
, at der var
en Slange i Støvlen, og raab te
0111
Hjælp, medens
han sam tidig stam pede m ed Foden i Gulvet for at
knuse Dyret. Hans Ven kom nu ilende til og tra k
Støvlen af ham . Foden var slem t medtaget, m en
den erfarne Mand saa straks, at det ikke var af et
Slangebid, og da h an undersøg te Støvlen, fand t h an
heller ingen Slange i den, m en en Ridespore. Han
forstod nu, at Fo rvalteren ikke vidste, at de in d
fødte T jenere altid lægger Sporene i Støvlerne, n a a r
de h a r renset og pudset dem.
6. Normalklasse.
Bogopgave.
Holbergs første Udenlandsrejse.
Da Holberg i en meget ung Alder havde taget sin
Embedseksam en, fik h an P lads som Huslæ rer hos
en P ræ st i sin Fødeby, Bergen. Denne P ræ st havde
i sin Ungdom rejst meget i fremm ede Lande og
skrevet Dagbøger paa sine Rejser. Disse Dagbøger
fik Holberg fat i, og ved a t læse dem fik h an en
saadan Lyst til at komm e ud og se sig
0111
i den
store Verden, at h a n solgte alle sine E jendele og
begav sig ud paa sin første Udenlandsrejse m ed en
Sum af 60 R igsdaler i Lommen.
E n ho lland sk Skipper tog ham med til Am ster
dam . Her var noget at se og lære for ham , da H o l
lænderne var et dygtigt F o lk og havde mange store
Kunstnere og V idenskabsmænd. I de første 14 Dage
morede Holberg sig i Am sterdam og lod den ene
Daler rulle efter den anden. Saa begyndte Pungen
at blive slunken, og h an m aatte tænke paa at tjene
noget eller vende hjem . H an tab te dog ikke Modet.
Da h an havde læ rt fremm ede Sprog, m ente han, at
det vilde være let for ham at tjene til sit U nder
hold ved at give Undervisning, men han erfarede
snart, at Hollænderne havde m ere Brug for stæ rke
Sømænd end spinkle Sproglærere, og Holberg var
ikke blot lille af Vækst, m en havde et Barneansigt,
saa at h an overalt blev an taget for en Skoledreng,
der var løbet hjemm efra. Hans Helbred havde a l
drig væ ret godt, og h an kund e ikke taale Opholdet
i det fremm ede Land. E fter en Læges Raad rejste
han derfo r til Aachen for at gennemgaa en Badekur.
H an ankom til Aachen paa et Pas, der lød paa
»Drengen Ludvig Holberg fra Am sterdam«, og med
6 R igsdaler i Behold tog h an ind paa en Kro. Her
boede h an i 3 Uger. Rask blev h an ikke, og han s
lille Pengebeholdning blev m ind re og m ind re for
hver Dag. Dag og Nat spekulerede h an paa, hv o r
ledes han skulde blive i S tand til baade at betale
Værten og slippe hjem til Norge, og da han til sidst
ingen Udvej kund e finde, pakkede h an en Morgen
sine Klæder i Vadsækken og listede sig i al Hemm e
lighed ud ad en Bagdør. Men K rovæ rten havde fattet
Mistanke til ham . Han stod paa Lu r og tog imod
ham ved Bagdøren og tvang ham til at betale til
sidste Hvid. Saa m aatte h an tage T iggerstaven i
H aand og fægte sig igennem til Am sterdam . E fter
m ange Anstrengelser lykkedes det ham her at faa
rejst et lille Laan og slippe m ed et Skib hjem til
Norge.
H an rejste dog ikke tilbage til sin Fødeby, men
tog til K ristianssand, th i h an var bange for, at
Rygtet
0111
han s m islykkede Udenlandsrejse var ilet
fo rud for ham . I K ristianssand boede h an en V in
ter og ernæ rede sig som Læ rer i fremm ede Sprog
— særlig F ran sk . Det gik ogsaa godt i Begyndelsen.
Han fik mange Elever, og alle havde stor Respekt
for den lille Mand, der kunde tale saa mange frem
mede Sprog, m en saa kom der en berejst Købmand
til Byen, og h an vilde ogsaa undervise i F ran sk og
gjorde det oven i Købet meget billigere. Det blev
Holberg vred over, og h an ud fo rd rede Købmanden
til en Kappestrid paa F ran sk . Købm anden tog imod
Udfordringen, og en Dag mødtes de to læ rde H errer
til Sprogkampen, der skulde udkæmpes, medens
begges E lever var til Stede. I V irkeligheden var in
gen af de to Sproglærere videre stive i F ran sk , og
de opdagede snart, at de gjorde bedst i at slutte
F red, for at ingen af deres Elever skulde mærke,
hvor lidt F ran sk deres Lærere kunde.