153 / 450
Ovnkakler
129
OVNKAKLER
B
a g
ved de mange svundne Aarhundreder, der har kendt den Kunst at frem
skaffe Ilden, naarsomhelst den savnedes, ligger en Tid, da tilfældigt fæn
gende Lyn-Gnister skærmedes og næredes i nedgravede Grenebunker,
I de rundt om Baalet opstablede Sten og i det askeblandede Sand holdt Var
men sig længe efter, at den sidste Glød var slukket,
og om denne første Ovn har de første Mennesker
lejret sig i raa og kolde Nætter,
Efterhaanden som man fik Boliger, bedre og
fastere, blev ogsaa Ildstedet mere og mere erfa
ringsmæssigt udviklet, Omkringsætningen af Sten
gjordes højere og lukkedes endelig kubeformet.
Denne ujævne Stendynge afglattedes med Ler, og
man fandt saa paa at bruge Lerpotter i Stedet
for de tunge Sten; derved blev Opbygningen
lettere og Ovnens Vægge paa sine Steder tyndere,
saa at Straalevarmen blev stærkere.
De anvendte Lerkar fik af praktiske Grunde en
firkantet Munding, og saaledes opstod Kakelpot-
terne, hvis runde Bundflade vendte ind mod Flam
merne, og Mundingsrandene dannede Kvadrat
mønstre paa Ovnens Ydersider. Medens denne
forreste Firkant bibeholdtes, skiftede Kakelpot-
terne efterhaanden Form, idet de stadig gjordes
mere flade og blev egentlige Kakler. Samtidigt
forsynedes de med en smuk, dyb, grøn Glasur,
som dækkede den rigt anvendte, plastiske De
koration.
Gennem den senere Middelalder synes Kakel-
ovnene at have været bygget op med stor Pyntelighed og arkitektonisk Snille, or
uden de omtalte egentlige Pladekakler forekommer der i Jordfund mangfoldigt
varierede lodrette og vandrette Led, Hjørner, Gesimser og Topstykker, a e 1
Højgotikens Arkitekturformer og med det typisk middelalderlige Billedstof, cener
af den hellige Historie, Troens Mysterier, Apostle og Helgener, Fabeldyr og an
tastisk Løvværk. Nu og da forekommer en drastisk Fremstilling af en u u ar,
Vor gamle Hovedstad.
Brændtlersfigur fraenKakelovn.