282 / 450
INDENBYS K IRKEGAARDE FRA PESTENS TID
Af PETER LINDE
H
is t
og her i Byens ældste Kvarterer gror et enligt Træ mellem tæt og trang
Bebyggelse* Den vredne Stamme skæmmet og slidt af legende Børn strækker
sine Grene gispende op fra Gaard-Skaktens snævre Skummelhed* Men højt over
snavsetgraa Mure og sodstribet Tegl vifter Aar efter Aar friske sommergrønne
Kviste hilsende ud mod de store Parker og aabne Pladser* —
Husets Beboere ofrer vel ikke Træets Historie mange Tanker* Ingen ved, at
dets Rødder i Dybet omklamrer Kister med Menneske-Lig; ingen aner hvorledes
fine Rodtrevler sindigt, uafladeligt borer sig ind i jordbrune Knoglers tomme
Hulrum* Naturen har gemt, hvad Menneskene har glemt; stille muldner Døde
under Levendes støjende Dagværk* For Aarhundreder siden var her en Grønning
mellem Gadens Huse, en Gravplads for Sognets Fattige* Gamle Rønners graa
Rygge hegnede den triste Have, kun en korsprydet Bræddeport i Husrækken be
tegnede Stedet udefra* Her nedsattes Ligene, ikke i »sorten Muld«, som Digterne
gavmildt skænker alle slumrende Sjæle, ikke heller i rent, uberørt Ler, der dækker
og gemmer saa venligt og godt; men i en mudret Grøft faa Spadestik dyb under
Opfyldningslag af alskens Skarn sloges de tre Kast Jord mod den sortstrøgne
Fyrretræskiste som en sidste Hilsen fra Livet*