109 / 128
— 36 —
rejste alle sig og sang staaende „Saa vil vi nu sige hver
andre Farvel“ .
Dermed var den ejendommelige og smukke Højtide
lighed forbi, og de kongelige Herskaber forlod Kirken,
som nu tømtes meget langsomt, idet mange ønskede endnu
engang at trykke Slotspræstens Haand, og mange, for hvem
Slotskirken rummede skønne Minder, dvælede øjensynlig
bevægede endnu en Stund i det smukke Kirkerum, hvor de
var vant til at søge hen Søndag efter Søndag, men nu
skulde staa lukket, idet der ingen Bestemmelse var truffet
med Hensyn til Kirkens Forhold for Fremtiden, udover at
Hs. Maj. Kongen havde reserveret sig Kirkens Afbenyt
telse ved forefaldende højtidelige, kirkelige Handlinger
inden for Kongehuset.
1 Dagene efter denne historiske Gudstjeneste tog flere
til Orde gennem Bladene og paa forskellig Maade motive
rede deres Beklagelse af, at de regelmæssige, offentlige
Søndagsgudstjenester nu var ophørt ved Kirkens Lukning,
hvilket maatte føles som et stort Savn hos mange, og da
først og fremmest hos dem, der hidtil havde benyttet det
prægtige Kirkehus som Sognekirke, og Sognepræst Dr:
phil: C. J. Scharling skrev bl. a.:
„Med Overraskelse og Sorg har sikkert mange kirke
l i g e Mennesker erfaret, at den regelmæssige Søn-
„dagsgudstjeneste i en af Kjøbenhavns skønneste Kir-
„ker er ophørt. At den hidtidige Ordning af Menig-
„hedsforholdene ved Slotskirken ikke længere var tids
s v a r e n d e og vilde ophøre ved den hidtilværende Slots
p r æ s t s Afgang, vidste man nok, men man vidste og-
„saa, at der hos de kirkelige Myndigheder var Over
v e j e l s e r og Forhandlinger i Gang om, hvorledes denne
„skønne og minderige Kirke kunde bevares for Menig
h e d e n og dens Gudstjeneste. Og det dybt beklagelige
„er, at disse Overvejelser har ført til det Resultat, at
„en Kirke, der har været Hjemsted for en Menighed
„og dens Søndagsgudstjeneste i 100 Aar, og fra hvis
„Prædikestol Mænd som Mynster og Martensen Aar
„efter Aar har talt, nu staar lukket og tom. I en By