142 / 569
136
Krigergraven paa Garnisonskirkegaard.
der ogsaa af Skønhedshensyn blev gaaet saa skaansomt
frem som muligt over for Beplantningen, — det var jo
lige i Rosernes skønneste Blomstringstid.
Det viste sig hurtigt, at Mandskabets Bespekt over
for deres døde Kammerater desværre kun var saare ringe,
og da det ikke var ualmindeligt, at Arbejdets daglige
Fremadskriden blev fulgt med bevæget Interesse af Folk,
hos hvem Krigsaaret endnu var i frisk Minde, blev vi
Befalingsmænd nødt til at indskrænke Mandskabets Ar
bejde til det egentlige Gravearbejde, saaledes at det,
saasnart det havde fjernet den sidste Jord fra Kistelaaget,
blev sendt bort fra Graven, hvor vi da selv personlig
overtog den Del af Arbejdet, der bestod i at aabne Ki
sterne og opsamle Benene, hvilket sidste blev gjort saa
samvittighedsfuldt, at selv de mindste Ben blev talt, for
at intet skulde blive glemt.
Som Regel var Kistelaagene sunket ned i Kisterne,
hvad der selvfølgelig i en betydelig Grad vanskeliggjorde
Optagelsen. Kisternes Bunde og Sider var derimod sta
dig hele, undertiden forbavsende friske, hvad der da
ogsaa foranledigede os til at benytte en Del af Bræd
derne herfra til dermed at beklæde den store Gravs
Bund og Sider, saaledes at Benene paa den Maade og
saa fremtidig blev holdt adskilt fra den dem omgivende
Jord.
Af Levninger fandtes som Regel kun selve Skelettet;
kun hvor Jorden paa enkelte Steder var fugtigere, kunde
det være i en mindre Grad fortæret, i hvilket sidste Til
fælde der blev sørget for, at bele Kistens Indhold blev
taget med. Paa flere Skeletter saas det tydeligt, at der
var foretaget Amputationer; til Gengæld var det ikke ual
mindeligt at finde overflødige Rester af Arme og Ben;
saaledes fandtes der i en enkelt Kiste en Underarm med
Haand samt en 5
— 6
kortere eller længere Stykker af
Ben. Det vakte i Begyndelsen nogen Ubygge, at der