Previous Page  445 / 569 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 445 / 569 Next Page
Page Background

Strømpevæverslægten Warburg

439

»Minde

0111

Grosserer og Lieutenant ved det borgerlige Infanterie

Arnold Leonhard Warburgs Død d. 7. Junii 1810.

I kunstlet Smag kan jeg ikke fremsætte min billige Be­

kymring over den Hedenfarnes hastige Bortgang til en lykke­

ligere Verden! — men — Naturen giorde mig ikke fremmed

for de Følelser, der i stille Eensomhed fylde mit Hierte med

Tanken om den venskabelige Forbindelse, hvori jeg stod med

den Afdøde, og derfor give disse mine Tankers, skiønt simple.

Udvikling mig Lettelse i Sorgen.

Gode Warburg! Du er ei mere iblandt os — for faa Dage

siden gav Du mig Dit sidste Haandtryk! og nu — nu er alle­

rede Dit afsielede Legeme nedrullet i Graven!

Sørgelige Tanke — i det jeg føler mit eget Tab af min

dyrebare Ven og Velgiører, deler jeg Smerten med Dine dybt-

sorgende Børn!

Ikke var det Dig nok at være een for Staten gavnvir­

kende Borger, Din Familie en fuldkommen Huusfader, men

ogsaa var Du for Ubeslægtede en blid Velgiører.

Tilfældet giorde mig til Din Undergivne i Forretninger.

O! med hvilken Glæde arbeidede jeg ikke under Dig og under

Din Veiledning i en Bække af Aar; thi naar mit Arbeide vandt

Din Tilfredshed var jeg glad fordi jeg saae Dig tilfreds.

Ofte saae Du mig bedrøvet og frygtsom for Mangel af

Livets første Fornødenheder; men ogsaa heri viiste Du Dig

som min Velgiører. Din Ædelmodighed og Din Indflydelse

blandt Dine høitagtede Medborgere giorde min Stilling altid

blidere.

Det Forhold vi stod i til hinanden, indskrænkede min

Taknemligheds Yttring imod Dig i Ord, men ikke mine Følel­

ser, og Du hindredes derved ikke i, at paasee Opfyldelsen af

mine Pligter. Med en Redebonhed, der egner [d. e. passer sig

for] Manden af Menneskekundskab, vidste Du saa kierlig at

giøre mig Din Agtelse væ rdig...

Den ærbødigste Taknemlighed tolkede disse mit beklæmte

Hiertes Sørgetoner ved Din Grav! O! hvor trøstende er ikke

den Tanke at vi sees igien. Fred over Dit Støv!

. . i .. i . g.«

Sønnen L u d v ig C h r i s t i a n W a r b u r g kaldes, da

han 5 Fjerdingaar efter Faderens Død faar københavnsk