317 / 341
656
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
deres udfordrende opførsel lige til det sidste, men efterhaanden spredtes visheden
om, at afslutningen nærmede sig. Politikerne og Frihedsraadet drøftede sammen
sætningen af frihedsregeringen; i slutningen af april begyndte rygterne at sive ud
om Himmlers henvendelse til den svenske grev Folke Bernadotte om kapitula
tion i forbindelse med de danske og norske koncentrationslejrfangers overførelse
til Sverige. 30. april var grev Folke Bernadotte i København, hvor han for
handlede med en af Flimmlers medarbejdere Schellenberg og Dr. Best. Den
københavnske befolkning troede, han var kommet til København for at ordne
den tyske kapitulation, og forsamledes i tusindvis foran Hotel d’Angleterre, hvor
han var taget ind. Pludselig kom en bande HIPOfolk farende i biler og begyndte
at skyde paa menneskemasserne, som spredtes til alle sider.
Den næste dag meddelte Hamborg radio, at Hitler var død i Berlin, og
alle var nu klar over, at det kun drejede sig om dage, inden afslutningen kom.
Folk, der havde holdt sig skjult, dukkede atter frem, overbevist om, at Gestapo
havde andet at tænke paa end foretage arrestationer. Rigsdagens medlemmer
samledes i København, og Christiansborg var en sydende heksekedel. Mod
standsbevægelsens styrker holdt sig parat. De ventede kun paa ordren til at
angribe.
4
. maj om aftenen klokken 20,35 lød meddelelsen fra B.B.C., at tyskerne
havde kapituleret i Nordtyskland, Holland og Danmark. I løbet af faa øje
blikke var København et bølgende hav af jublende mennesker, og den største
aften i byens historie udviklede sig som et væld af indestængt følelse, der plud
selig fik frit løb. Fra ydmygelsen den 9. april over folkestrejkens oprejsning i
juli
iq
44
og gennem terror og lidelser var København atter blevet fri, men
da dagen gryede 5. maj, stod Københavns borgere overfor de store opgaver, som
genopbygningen af deres smukke by krævede.