58 / 172
53
den og derved korteligen vise, at de var vante til at
undersøge, kende, bedømme og helbrede sygdomme.
»Paa denne maade synes os, at den af prof.
Bang
intenderte nytte uden præjudice for examinatoribus
og uden for stor vidtløftighed og besværlighed for
kandidaten bedst kunde obtineres.«
Dagen før,
7
’ februar
1786
havde
Kratzenstein
skrevet sit indlæg: »Hr. professor
Bang
har i disse
dage tilstillet mig kopien af hans brev til den kgl. kom
mission, hvorudi han forlanger, at alle candidati medi-
cinæ efter at have soutineret examen medicum af de
dertil forordnede
5
examinatores af fakultetet, igen
skulde blive examineret af ham i hospitalet ved pa
tienternes seng og uden hans attest derover ej erholde
frihed at praktisere. Det er let at indse, at han paa
denne maade forlanger at blive overdommer over hele
fakultetet, hvoraf han dog ikkun er det næstyngste
membrun, som mindst vilde være convenable at fore
stille den øverste eller højeste instans udi medicinal
væsenet, da han efter sit eget hoved har imagineret
en egen klassification og denomination af adskillige
sygdomme, som ej overensstemmer med andre klas
siske auctoribus medicis; f. ex. den tilstand som af
andre medicis nævnes nimia irritabilitas systematis
nervosi kalder han atonia mobilis, som involverer en
contradiction; han statuerer ikkun tvende slags feber,
putride og inflammatoriske &c. Naar nu en af ham
examineret kandidat ej svarede efter hans eget system,
saa vilde han blive deklareret for uduelig til praxin
medicam og det højst ubilligt. Det har derfor hidtil
været en almindelig maxine, at kandidaternes legimi
tation til praxis ej maatte dependere af en eneste
mands singulariteter og tænkemaade, men af fleres