59
§
2 2
. Da den medicinske examen giver en kandidat
licentiam til at øve praxin medicam og altsaa i den
henseende er overmaade vigtig, saa bliver alle ved
kommende alvorligen anbefalede nøje at paase, at in
gen uduelig ved denne examen bliver antagen, og de
højere karakterer laudabilis og haud illaudabilis in
gen bliver tilkendt, uden han har vel fortjent samme
ved udvist indsigt og øvelse i alle medicinens dele og
dermed forbundne videnskaber. Og skal ingen kunne
vente sig adgang til fysikater og vigtige medicinske
embeder, uden at han har faaet en af disse højere ka
rakterer, og skal altid den, som har vist større duelig
hed og lærdom dertil frem for andre komme i be
tragtning.
Om den medicinske examen i gamle dage ved vi
nu ikke saa lidt, men noget fuldstændigt billede af
den kan man dog ikke give — man kan dog nok gaa
ud fra, at næppe en eneste af nutidens læger vilde have
bestaaet den, hvis han havde været dristig nok til at
indstille sig til den. Allerede den ting, at examen skul
de aflægges paa latin, vilde være en for de fleste abso
lut hindring, men han vilde sikkert ogsaa være ude af
stand til at besvare de spørgsmaal, som stilledes, paa
den maade som man dengang fordrede, og havde han
svaret paa den maade, som videnskaben nu fordrer,
vilde professorerne dengang ikke have forstaaet et ord
deraf og højst opfattet det som fantasteri og uden
grund i virkeligheden.
Den egentlige medicinske examen holdtes af fakul
tetet, og inden
1788
var det kun en prøve, som var
nødvendig for at faa lov til at disputere for doctor-
graden. Det var doctorgraden, som gav ret til medi-
dinsk praxis, ikke den forudgaaende examen. Gan