66 / 172
61
tom, og for
Callisen
kirurgisk praxis og operationer
paa cadaver. Ved denne praktiske del var det vel, at
kandidatens skriftlige udarbejdelse blev forelagt, drøf
tet og kritiseret, men hvorfor prøven kaldes praktisk
er ikke klart, for der var ikke tale om at undersøge
en patient før
1788
.
Hvad der forstaas ved en casus medicus er ikke godt
at sige, men man maa vel tænke sig, at man enten har
givet en sygehistorie og har forlangt kandidatens rede
gørelse for diagnose, prognose og behandling, eller
man har maaske forlangt beskrivelse af en bestemt
sygdom eller en redegørelse for, ved hvilke sygdomme
man kunde finde en vis række symptomer.
En særlig examen holdtes fra
1774— 1785
for de
kirurgiske kandidater, som ønskede at have medicinsk
praxis, og ved denne examen er der det meget mær
kelige, at kandidaten blev examineret i kirurgi af fa
kultetet. Der indtraf naturligvis let derved det tilfælde,
at kandidaten fik udmærket karakter i kirurgi, men
daarlig karakter i medicin, og saa fik han i det hele
en god karakter. Det er dette,
Saxtorph
anker over —
men fejlen er jo aabenbart den, at fakultetet examine-
rede i kirurgi, som ikke vedkom det, i stedet for ude
lukkende at examinere i medicin, for det var derom
prøven drejede sig.
Den
medicinske doctorgrad
gav altsaa efter
1788
ikke mere ret til medicinsk praxis, den blev degrade
ret til en ren akademisk grad. Bestemmelserne derom
findes i fundatsens cap. V.
Ȥ
3
: Til gradum doctoratus in medicina stedes
ingen, uden han in examine medico har bevist fortrin
lig duelighed og indsigt, og end mere beviser sin grun
dige lærdom i en af ham selv forfattet dissertation,