152 / 463
6
Men vi vilde nu ikke holde Rejsegilde efter den sædvanlige
Vis, hvor man flyder i 01, Brændevin og Punch, og derfor valgte
vi en Søndag, hvor mange af Kirkens Venner kunde være med,
for at det hele kunde blive helliget ved Guds Ord og Bøn.
Kl. 2 var hele Kirkerummet fyldt, dels af Haandværkerne,
dels af Komitéens Medlemmer og andre Venner.
Først sang vi meget passende Adventssalmen: „Gør Døren
høj, gør Porten vid,“ og efter Bøn talte jeg saa over Ordet 1
Pet. 2, 4. „Kommer til ham, den levende Sten, der vel blev for
skudt at Menneskene, men var udvalgt og dyrebar for Gud.“
For første Gang lød indenfor Eliaskirkens Mure Guds evige
Ord med Indbydelse til Synderhjerter. Kom til ham, og lad dig
mure ind som en levende Sten i Guds hellige Tempelmur, —
dér, hvor der i Daaben blev gjort Plads til dig. Husk paa
Noahs Folk, der vel var med at tømre Arken, men ikke selv
kom ind i den! En ubrugt Sten, der ligger henslængt og ender
med at blive hugget til Skærver, — hvilken Modsætning til en
levende Sten, et frelst Guds Barn i Herrens Tempel! — Komi
téen kunde kun glæde sig over det støtte, solide Arbejde, her
var gjort, og over den gode Tone, der gennemgaaende havde
hersket under Kirkens Opførelse. Paa Forhaand maatte de vide,
at der paa Kirkens Indvielsesdag ikke vilde blive holdt Tale
for dem og bragt dem en lang Tak, — Herren alene skulde
have Pris og Ære! — men her ved Rejsegildet var det Tid og
Sted til at bringe Arbejderne Komitéens Tak, hvilken de blev
bedt om at modtage i Form af et kontant Beløb til hver.
Visselig vilde denne Kirke med sine to korsmærkede Taarne
hlive en Pryd for Vesterbro, sindrigt udtænkt af Arkitekten og
godt udført af en Stab af paalidelige Hjælpere. Og bag dem
stod mange, som bad om, ikke blot at vi maatte faa INaade og
Lykke til at rejse Kirkens Mure, men ogsaa, at de maatte blive
rejst „under Guds gode Haand“, saa han vilde skyde en Haand
under, naar en Ulykke var ved at ske, her, hvor Arbejderne
ofte maatte gaa, som der staar i Ps. 119, „med Livet i Hæn
derne.“ Herren velsigne og fuldføre Værket.
Vi sang: „O, du min Immanuel,“ og saa. talte Murermester
Wi l d t . Det havde glædet ham at høre, at der paa Indvielses
dagen ikke skulde siges Tak til Mennesker. Ingen af Arbejderne
vilde mene, der tilkom dem Ros eller Tak, — de havde kun gjoi t