307 / 463
161
er komne sammen i Aften for at opmuntre hverandre i den
Henseende.
I ovennævnte Sted i 1 Kor. siger Paulus: „. . . faste og
ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gerning“.
Om vi bærer Frugt, bliver Herrens Sag; men vor Sag
er det at staa som faste og ubevægelige Medarbejdere i hans
Gerning. At være sig altid bevidst under Arbejdet, at det
er Herrens, og at det er ham, der ,maa være mod og bære
Gerningen selv i de mindste Ting, for at den skal lykkes,
er svært nok og vel særlig i den Del af Arbejdet, som er
tilfaldet os, og som kun indirekte fører til Maalet: Sjæle
nes Frelse. Penge viser i sig selv ikke opad, og det er
ikke altid saa let at se gennem dem og Midlerne til at faa
dem frem til det, der er Herrens Mening med Kirkesagen.
Arbejdet bliver saa let maskinmæssigt, — en Forretning
som paa andre Omraader, hvor det drejer sig om Penge.
Skal vi blive i Gerningen som Herrens, faste og ube
vægelige og holde os selv aandeligt friske i den, maa vi
passe paa, at den Kraft, der har sat Arbejdet i Gang: Guds
Kærlighed til Sjæle, altid er levende i os, og vænne os til
bestandig at se hen til det, som or vort aandelige Maal. Men
gennem et stadigt Samliv med Gud kan det ske; men sker
det ikke, kan vi ikke ndføre den Del af vor Gerning som
Guds Medarbejdere, som er den vigtigste, nemlig Bønnen.
Er det Gud, der frembringer Frugten, er Vejen anvist os
først til ham. Og Gud Til sikkert, at vi ikke blot lægger
Sagen som Helhed frem for ham, men at vi gaar til ham
ved hvert enkelt Skridt, vi selv skal gøre under vort Ar
bejde : at han vil hellige vore Kræfter, give os de rette Ord,
naar vi iskal tale til andre om hans Sag, og gøre Hjerterne
modtagelige dér, hvor vi skal sendes.
Men Bønnen er selvfølgelig ikke den eneste Vej. Gen
nem de Evner, vi' har at raade over, venter Gud, at vi ruster
os og dygtiggør os til Gerningen. Rent praktisk maa natur
ligvis hver Kreds udføre Gerningen, som det passer bedst,
og anvende de Midler, som Forholdene de enkelte Steder
kræver. Som Regel, der gælder for os alle, hver især, tror
jeg blot at kunne nævne, at vi sætter os godt ind i den
Sag, vi arbejder for, for saaledes at være forberedte paa