KøbenhavnsKirkesag

faktisk raader for den danske Kirke (Konge, Rigsdag o. s. v.),

ved nye Love skulde forandre det Grundlag, den hviler paa

— saa den danske Folkekirke ikke mere var evangelisk-lu

thersk —, da maa med det samme Folkekirkens Ret til vore

Kirker være til Ende og Kirkefondet som Ejer have Ret

til at tage dem tilbage til fri Brug.

Naturligvis kan der tænkes Tvivlstilfælde, hvor kun Dom

stolene kan afgøre, hvorvidt Kirkens Grundlag er forandret

saaledes,* at Kirkerne falder tilbage til Kirkefondet. Men

anderledes kan det aldrig blive under jordiske Forhold; og

selv om enkeltle Menner har næret det Ønske i den nye

Ordning at faa indsat faste Bestemmelser for, hvor meget

der maatte være urørligt for at hævde Folkekirkens lutherske

Karakter, vil de sikkert ved nærmere Eftertanke indse, at

Folkekirkens Autoriteter slet ikke havde Ret til at bestemme

noget herom. Det kan efter Sagens Natur kun blive Højeste

ret, der kan træffe Afgørelsen her, hvis Spørgsmaalet nogen

Sinde kommer til at ligge for.

Men nu B r u g s r e t t e n , som under de nuværende folke

kirkelige Forhold er det vigtigste, — hvorledes har det sig

med den' ? Er den ikke veid den nye Ordning udleveret til

den almindelige folkekirkelige Orden paa en meget betæn

kelig Maade?

Nej, ingenlunde. Der er i den Henseende ingen som

helst Forandring sket. Vi har lige fra Begyndelsen stillet

vore Kirker til Folkekirkens Raadigbed saaledes, at vi ikke

kunde tage dem tilbage, hvad Øjeblik vi vilde. Vi har der

for heder ikke hidtil haft nogen S i k k e r h e d for, at der

ikke kunde blive ansat en Præst eller komme til at lyde en

Forkyndelse ved en af vore Kirker, som vi ikke ønskede,

Men denne Overgivelse af Brugsretten var P r i s e n for det,

som vi begærede: at kunne arbejde for Guds Rige netop

i den rette folkekirkelige Orden, i det faste Sognearbejde.

Vi stod jo fra Begyndelsen af overfor Valget: e n t e n en

ganske fri Stilling, hvor vi selv alene raader (som et Fri

kirkesamfund udenfor eller som en Valgmenighed indenfor

Folkekirkens Ramme) e l l e r den normale folkekirkelige Stil

ling med alle Sognerettigheder og Fordele, men derfor ogsaa

i en vis Afhængighed af Autoriteterne. Og vi har aldrig be