KøbenhavnsKirkesag

berg, en Station, paa Vejen til de levendes Land, et godt og

livsaligt Herberg, hvor de kan hvile ud fra Vandringens

Møje og finde Pleje og Lægedom og Næring for deres Sjæle,

saa. de ikke skal vansmægte paa Vejen, men gaa fremad

fia Kraft til Kraft, indtil de stedes for Guds Aasyn paa

Sions Bjerg.

Men for at dette skal ske, kommer det ikke an paa, hvor

stort og prydeligt Kirkehuset er, men paa den Gerning,

den Ordets Tjeneste, som øves der; thi, som det hedder i

Salmen: „Guds Ord det skal tilhøre“ ; dertil er Huset be

stemt. Og det skal være vort Ønske og vor Bøn, at de Tje

nere, som skal betjene Ordet her baade nu og i kommende

Dage, maa gøre dette med Troskab og Lydighed i Jesu Navn

og Ærinde, saa Mennesker maa genoplives derved og finde

Lægedom og Næring for deres Sjæle ved Livets Ord, som

her skal lyde, og at der saaledes her maa samles en troende

og bekendende Menighed, der med forenede Hjerter vandrer

og hjælpes ad 'til at vandre fremad og hjemad til Faderhuset

heroventil. Derved sker det, som vi før bad, at

hver Herrens Dag, hvert Kirkeaar

velsignet kommer, priset gaar

med Livets Ord paa Læbe.

Dette Hus skal indvies til, at L i v e t s Or d her skal lyde,

saaledes som vor Herre Jesus har betroet sin Menighed og

befalet den at bruge det. Det skal lyde ved Daabens Bad,

for at det evige Livs Sædekorn derved maa indplantes i

Menneskers Hjerter, saa de indpodes i Jesus Kristus som

Lemmer paa hans aandelige Legeme, hans Menighed. Og

det skal lyde 'ved Nadverbordet til Kristi troende Disciple, ,

for at de derved maa mættes saaledes med hans frelsende

Naade, at de knyttes sammen med hans Menighed i Kærlig

hed og faa Kræfter til med Frimodighed og med et lyst og

frejdigt Haab at vandre fremad gennem denne Udlændighed

og til at stride den gode Strid uden at gaa paa Akkord med

Herrens Fjender, —ja, at de faa'Kræfter til paany at hungre

og tørste efter Livets Naade. Thi her i dette Herberg, i

den stridende Kirke, leves det aandelige Liv, ligesaa vel

som det legemlige, gennem en stadig Veksel af Hunger og

Mættelse. Er det kommet dertil med et Menneske, at han