KøbenhavnsKirkesag

ikke længer føler Hunger og Tørst, saa er det jo et Tegn

paa, at hans Timer snart er talte. Og er der ingen aandelig

Hunger og Tørst ho sen Kristen, er det et Vidnesbyrd om, at

Livet i ham er i Færd med at udslukkes. Først hisset, om

dem, der er komne frelste hjem i den store Skare, der staar

for Tronen i hvide Klæder og med Palmer i Hænde, gælder

det, at de skal ikke hungre mere og ikke tørste rnerø (Aabv7).

Naar Ordet lyder saaledes ved Daab og Nadver, vil alle

troende Kristne forstaa, lat det ikke har sin levende Kraft fra

det Menneske, paa hvis Læber det lyder, men fra vor levende

Herre og Frelser Jesus Ivristus, som har betroet sin Menig

hed at betjene hans Ord, indtil han kommer igen. Derfor

lyder Ordet her altid ens, den ene Gang som den anden, det

giver intet Rum for Menneske-Visdom eller Veltalenhed,

som kunde føre Menneskers øjne hen til den, der udtaler Or

dene, men er stadig det samme ligesom Jesus Kristus selv,

der er den samme i Gaar og i Dag og i Evighed. Men for

de Mennesker, som betjene dette Ord, gælder det om, at

de som tro Tjenere v il efterkomme, hvad Herren har be

falet. sin Menighed, i hvilken Ordets Tjeneste er dem be

troet.

Og fremdeles er dette Hus bestemt til, at Livets Ord her

skal lyde gennem Forkyndelsen og Vidnesbyrdet om Jesus

Kristus. Mein her i Forkyndelsen kan der, som vi vel alle,

baade de, der høre, og de, der tale, vil havle erfaret, ind

blande sig menneskelig Kløgt og Veltalenhed; Forkynderen

kan fremføre sin egen Visdom og sine Tanker for at glimre

ved sin Aandrighed, sin Skarpsindighed o. desl. Og derved

kan han vel nok vinde Beundring og mange Tilhørere, men

han kan ikke derved samle en Menighed, thi den kan kun

samles om den fælles Naade fra Gud, og hans Tale kan

ikke blive dem til Næring og Lægedom; thi den eneste, som

kan give vjor Sjæl Lægedom mod Synd og Død, det er

Jesus Kristus, ham som selv er Livet. Og kun den Tale,

der i Sandhed føres i hans Navn og Ærinde, d. v. s. som

kommer fra, ham og har sit levende Udspring i ham, sam

tidig med at den ikke blot lyder gennem et Menneskes Mund,

men kommer som et Vidnesbyrd fra det Menneskes Hjerte,

kun en saadan Tale kan ret frembære Livets Ord og blive

Mennesker til Liv og til Lægedom.