DenFrieFattigforsorgKjøbenhavn

— 11 —

»at enhver Reform af Fattigvæsenet ikkun i ringe Grad vil kunne virke

til at standse den stedse stigende Byrde af den offentlige Fattigunder

støttelse, naar den ikke støttes af en godt organiseret og virksom fri

Fattigforsørgelse, der fo rstaar at skaffe sig de fornødne Midler og at

anvende disse paa en Maade, der passer til de i de enkelte foreliggende

Trangstilfælde tilstedeværende Forhold.« I Overensstemmelse hermed

udarbejdede Kommissionen Udkast baade til »Lov om fri Fattigforsør

gelse« og til »Lov om det offentlige Fattigvæsen.«

Da Regeringen kun optog det sidste af Forslagene, der blev fore

lagt for Landstinget i Samlingen 1872—73, indbragte Mindretallet i

Kommissionen, Landstingsmand, Prop rietæ r

J. C. Brinck-Seidelin,

trent samtidig et

Forslag til Lov om Tillæg til og Forandringer i Loven

af 8. Marts 1856.

I Modsætning til Kommissionsflertallets Udkast til

Lov om fri Fattigforsørgelse, der vilde ophæve Bestemmelsen om Kom

munernes Bidrag som stridende imod det Frivillighedens Princip, der

efter dettes Mening udelukkende burde være Grundlaget for den frie

Fattigforsørgelse, byggede hans Forslag netop paa Kommunernes Ret

til at forøge den frie Fattigkasses Indtægter ved Tilskud. Forslaget

naaede dog ikke længere end til 1. Behandling i Landstinget. Om selve

Reformen af Fattiglovgivningen lykkedes det ikke at naa til Enighed

mellem Folketinget og Regeringen, og Sagen blev derfor efter at være

behandlet i de to næste Rigsdagssamlinger stillet i Bero af Rege

ringen. De følgende Aar stod jo i den storpolitiske Kamps og Visne-

politikens Tegn, og som bekendt saa en ny Fattiglov først Lyset den

9. April 1891.

Imidlertid vandt den Mening stærkere og stærkere frem i Befolk

ningen, at Fattigvæsenets daværende Ordning lagde Hindringer i

Vejen for, at den Humanitetsfølelse, som mere og mere gennemtrængte

Samfundet, kunde komme til Anvendelse overfor de Mennesker, der

nødtes til at give sig ind under den offentlige Fattigforsørgelse. Denne

Anskuelse gav sig Udslag i, at der i Folketinget af et eller flere Med

lemmer, særlig af Venstre, Aar efter Aar indbragtes Forslag, dels til

Æ nd ring af nogle af de mest inhumane Lovregler, dels til Afhjælp

ning af Trangen paa et saa tidligt Tidspunkt, at den Trængende derved

kunde undgaa at melde sig til offentlig Fattigforsørgelse. Hvad der sæ r