— 17 —
stigende Misfornøjelse med den forstyrrende Tavleombæring og til, at
Fattigvæsenets Indtægt af Tavlerne kun kunde betragtes som Gaver
til de Skattepligtige, der herved fik mindre at udrede, uden at de
Fattige fik nogen større eller anden Hjælp, end de uden disse Gaver
vilde erholde, ligesom det i Virkeligheden kun drejede sig om ubetyde
lige Beløb.
Under Hensyn til den Forbindelse, der oprindelig bestod mellem
denne Sag og Spørgsmaalet om en fri Fattigforsørgelse i Kjøbenhavn,
vil det være af Interesse i Korthed at følge den videre Udvikling af
Sagen om Tavleombæringens Afskaffelse, som det i mange Aar syntes
umuligt at faa en Ende paa, og som først fandt sin Løsning, henimod
40 Aar efter at Sagen var rejst.
I 1859 toges Spørgsmaalet paa Foranledning af Konventet under
Overvejelse af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, der
indhentede en Betænkning fra Sjællands Biskop og udbad sig Kom
munalbestyrelsens Erklæring over Biskoppens Forslag. Dette gik nu,
efter at imidlertid
H. L. Martensen
havde afløst
J. P. Mynster
som Sjæl
lands Biskop, ud paa, at alle de Tavler, der hidtil var bleven ombaaret
under Gudstjenesten i samtlige Hovedstadens Kirker, skulde bortfalde,
imod at der i deres Sted ved Kirkedørene hensattes, dels en Bøsse til
Fordel for vedkommende Kirke, dels en Bøsse til Nedlæggelse af fri
villige Gaver til Menighedens Trængende, der ikke hørte under det
almindelige Fattigvæsens Forsorg. Biskoppen havde derhos fore-
slaaet, at Fattigbøssernes Indhold hver Maaned skulde udtages og
fordeles af P ræsterne.
Medens Kommunalbestyrelsen selvfølgelig kunde tiltræde Fo r
slaget om Tavlernes fuldstændige Afskaffelse, saa meget mere som
den regelmæssige Ombæring af Tavler i Kirkerne udenfor Kjøbenhavn
imidlertid var afskaffet ved Loven af 8. Marts 1856, afveg, som det vil
ses, Biskoppens Forslag med Hensyn til, hvem der skulde uddele de i
Fattigbøsserne indkommende Bidrag, fra den Beslutning, Kommunal
bestyrelsen havde taget i 1842, og som forøvrigt den daværende Fattig
direktion havde udtalt sig imod, idet den befrygtede, at der herved
efterhaanden vilde danne sig et særskilt Forsørgelsesvæsen i hvert
Sogn, som vilde lægge Hindringer i Vejen for en ordnet og planmæssig
2