26 / 329
III.
DYRTIDSLOVENE 1853—56 OG KJØBENHAVNS
KOMMUNE
Det vilde dog være en Misforstaaelse at tro, at man i den Om
stændighed, at Loven af 8. Marts 1856 ikke blev gældende for Kjøben-
havn, har den egentlige Grund til, at Hovedstaden i Modsætning til
hele det øvrige Land ikke fik et frit kommunalt Fattigvæsen med den
Opgave at hjælpe værdige Trængende udenfor Fattigvæsenet. Hertil
androg nemlig de af Loven omhandlede Midler et altfor ubetydeligt
Beløb. Den egentlige Grund er at søge langt dybere, idet den hænger
sammen med hele det Grundsyn, den principielle Opfattelse, der var
herskende i Byens Styrelse, og som ogsaa deltes af i hvert Fald det
store Flertal af de Mænd, der gik foran og stod i Spidsen for det
private Velgørenhedsarbejde i Byen, og hvorefter Kommunen kun
kunde yde Hjælp til Trængende, være sig direkte eller indirekte, gen
nem det egentlige Fattigvæsen, medens al anden Hjælp maatte over
lades til den private Velgørenhed, saavel hvad Midlernes Tilvejebrin
gelse som hvad de personlige Kræfter angik.
Et Vidnesbyrd om dette Grundsyn indenfor Kommunalbestyrelsen
har man allerede i dennes Stilling til de pag. 7 omtalte Dyrtidslove.
der ogsaa omfattede Kjøbenhavn, men som ikke fik nogen god Mod
tagelse af Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse. Det første Aar indgav
Bestyrelsen og Repræsentantskabet for Haandværkerforeningen og
Bestyrelsen for Folkevennernes Selskab Andragende om, at der maatte
blive truffet Forholdsregler, hvorved Loven kunde komme den egent
lige Middelklasse, navnlig Haandværkerstanden til Gode. Men Kom
munalbestyrelsen fandt det i høj Grad betænkeligt at anordne en
ekstraord inæ r Understøttelse ved Siden af den Understøttelse, Kom-