— 24 —
ikke i Øjeblikket kunde modstaa Tidens T ryk . P a a Grund af Uviljen
mod Fattigvæsenet vilde de hellere lide Nød end henvende sig til denne
Myndighed, selv om de sædvanlige Virkninger af Fattighjæ lpen blev
mildnet noget.
Kommunalbestyrelsens Stilling til denne Sag gav Anledning til, at
Redaktør C.
V. Rimestad
i Folketinget den 13. December 1855 stillede
en Forespørgsel til Indenrigsministeren, hvori han paa Grundlag af sit
nære Kendskab til Forholdene og af anstillede nøjagtige Undersøgelser
godtgjorde Nødvendigheden af, at Loven blev anvendt her i Byen. Han
paaviste, at det slet ikke va r de Mennesker, der havde væ ret nødsaget
til at modtage Fattighjælpen, bekendt, at den va r ydet under en anden
Form og med en anden Virkning end al anden Fattighjæ lp, og at de
ogsaa i mange Tilfælde blev betragtet, som om de havde tab t deres
Valgret og kun kunde faa den igen efter Ansøgning.
Indenrigsministeriet, der allerede havde væ ret opmærksom paa
disse Forhold, tilskrev um iddelbart herefter Fattigdirektionen i Kjøben-
havn med Henstilling om a t træffe ekstraord inæ re Foranstaltninger
i Anledning af den herskende Dyrtid i Landet, der især føltes try k
kende af Hovedstadens Fattige. Ministeriet, der vel var bekendt
med, at Kommunen havde udvidet den almindelige Fattighjælp,
fandt det nødvendigt, at der ved Siden af denne aabnedes en større
Adgang end hidtil til en ekstraord inæ r Understøttelse, der ikke
fik Indflydelse paa Modtagerens borgerlige Stilling og navnlig kunde
imødekomme en Del af den Trang, hvis Afhjælpning ellers va r henvist
til den private Godgørenhed. Ministeriet ansaa det for hensigtsmæs
sigt, at Direktionen i dette Øjemed sikrede sig Bistand hos Borgere,
der maatte være villige hertil, og hos de i Staden bestaaende Godgøren
hedsselskaber, da Direktionen kunde drage Nytte af deres personlige
Kendskab til Trængende og ved en Samvirken med disse Selskaber,
der a tte r maatte forudsætte en nøjere Forbindelse mellem disse ind
byrdes, kunde opnaa en bedre Fordeling af den ydede Hjælp end den,
der kunde finde Sted, saalænge den private Godgørenhed ofte k ry d
sede den offentlige Fattigunderstøttelse. Ved denne Lejlighed frem
sattes altsaa officielt Tanken om en fælles Organisation af det frivillige
Fattigvæsen og en nøjere Samvirken mellem dette og det offentlige