175 / 329
— 169 —
som ikke p aa anden M aade kunde opnaa D y rtidsh jæ lp . Den fø rst
nævnte Uddeling foiegik p aa G rund lag af Ansøgningsskem aer, der fra
Foreningens Hovedkon tor blev sendt til sædvanlig Undersøgelse i Af
delingerne, h vo rfra S agerne efter endt Undersøgelse blev indsendt til
den kommunale Afdeling, der tra f Afgørelse. Udbetalingen af de be
vilgede Beløb skete i vedkomm ende A rbejdsløshedskasse, der ligeledes
besørgede Kontrollen med Ansøgernes A rbejdsløshed. De øvrige
600 000 Kr. uddeltes efter den kommunale Afdelings sædvanlige F o r
retningsgang, saaledes at S agerne undersøg tes i Afdelingerne, der ind
stillede dem til den kommunale Afdeling under Klasse 1, 2 og 3, lige
som Udbetalingen af de af den kommunale Afdeling bevilgede Beløb
forgik gennem de lokale Afdelinger. Ved denne sidstnæ vn te Uddeling
blev Bevillingerne efter M ag istraten s Ønske i sto rt Om fang udbetalt
i Væ rd im æ rker i S tedet for i rede Penge. Disse Væ rd imæ rker, der lød
paa 50 Ø re pr. Stk., kunde anvendes i enhver Detailhandel, men kun
til Betaling af de p aa M æ rkets Bagside nævn te Nødvend ighedsartik
ler. Der g jald t for H jæ lp efter D y rtidsloven den sæ rlige Regel, af
vigende fra R eglerne for Uddelingen af Kommunens T ilskud i Henhold
til H jæ lpekasseloven, at Ansøgeren ikke behøvede at væ re fo rsø rgelses
berettiget her i Byen, ligesom det ikke v a r nogen H indring for Hjælp,
at Ansøgeren havde faaet F attigh jæ lp , n aa r han blot ikke v a r under
fast F attig fo rsø rgelse .
Derimod ønskede Foreningen ikke at yde sin M edvirkning ved
den af Kommunen besluttede Uddeling af alm indelig Dyrtidsh jæ lp , om
fattende alle Fam ilier, der havde Børn, og hvis Ind tæ g t ikke oversteg
1750 Kr. aarlig, da de K riterier, der b eny ttede s ved denne Uddeling,
var saa faa og saa lette at overse, at det hele kunde ordnes ren t kon to r
mæssigt. U nde rstø ttelsen v a r ens for alle, nemlig 1 Kr. ugentlig for
hvert B arn (den saak ald te »Kroneuddeling« fra R aadhu set). Iøvrigt
fandt Fo ren ingen ikke, at hele denne Uddeling kunde væ re til sy n d e r
lig Gavn som Følge af de Smaabeløb, hvorom det drejede sig.
Det viste sig, at Foreningens Uddelinger i Henhold til Dyrtidsloven
i langt højere G rad end ven tet lagde Beslag paa M edarbejdernes
A rbejdskraft, og at den foreliggende Opgave i V irkeligheden v a r af
en saadan Art, a t den ikke v a r egnet til Udførelse gennem en Institu