74 / 133
gør de nu igen. Nyere Universiteters Administrationsbygnin
ger er ofte fælt oppustede og pralende udstyret. Men hos os
findes meget maadelige Proportioner og en præstegaardsagtig
Hygge. Rektor har Potteplanter i sit Kontorvindue, Aspidi-
stra og „Flittig-Lise“, eller hvad den Slags Vækster nu hed
der. Og der er gammelt Mahogni med Hestehaar i Skrive
stuerne forneden. Man finder Tryghed ved denne Hjemstavns
kultur. Til Gengæld har Forsamlingsværelserne ovenpaa en
beklagelig Lighed med Selskabslokaler i en lurvet-gentil Re
staurant — gammelrosa, hvidt og Guld.
Da Peder Malling i 1830’erne skulde bygge Universitetets
nuværende Hovedbygning, var han i et slemt Dilemma. C. F.
Hansen havde ikke længe forinden bygget Frue Kirke, Soldins
Stiftelse (paa Hjørnet af Dyrkøb) og Metropolitanskolen i
den vægtigste Empire. Hjørnehuset til Skindergade („Universi-
tétskaféen“) er i samme Manér. Malling ønskede ikke at skrive
den store Hansen af, men bygge efter sit eget Hoved, hvilket
unægtelig var risikabelt med slige Genboer. Paa den anden
Side — nemlig bagtil — havde han ogsaa Hensyn at tage til
de af Universitetets ældre Bygninger, der skulde blive staa-
ende, altsaa de just omtalte. Det er meget karakteristisk for
den arkitekturhistoriske Situation paa den Tid, at Malling trods
alle Anfægtelser valgte at tækkes Fortiden. Thi han var Ro
mantiker. Derved blev han Modernist. Han fik Mod til at trodse
Hansen ud mod Frue Plads og Held til at falde ind i en gammel
agtig Smag ind mod de antikverede Huse bagtil. Midlet var
en original Pastichering af Gotikens Enkeltformer. De bidra
ger meget til Konsistoriegaardens ejendommelige Gratie. En
Indgang til Solennitetssalen er en Parafrase i sammentrængt
70