142 / 425
135
— Forstaar sig! Hele Byen taler jo ikke om
Andet.
— Hvad siger De? . . . Om jeg er Petersen? . . .
Ja , vel. er jeg saa! Kan De ikke liøre, hvad jeg siger?
. . . Je g spørger, om De vil tage med til Hellebæk?
— Det maa De spørge min Kone om.
—De er jo ikke gift, Hansen! . . . Hvad belia’er?
. . . Yeed De det nok? . .-. Men Herre Gud, Menne-
A p r è s l e c o m b a t !
ske.
, Je g la’er mig
De heller ikke
— Nej, det nytter ikke noget! . .
aldrig i Livet,
boycotte!
Det skulde
finde Dem i, min gode Mikkelsen.
— Saa, nu er det galt igjen! Minsæl om jeg vil
staa længere her og være is ar. Men saadan maatte
det jo ende: Nu g jø rT e le fo n e n o g sa a S tr e jk e .
— — Dinge linge ling, — God Morgen, Hansen!
Foraarsgrønt.
Kere Bob;
Du ka bide dej i 0 in ene
paa. a de æ noen sørrelie
Forhol
,
a Ongdommen lever
unner hernere i disse Tider,
fordig di forenige Sammen
-
smeldtere har vunned en stor
Sejer paa Hvaldaen den tyvende
dennes. aa Grunnen herfe æ
herre den. a di fordommede
Kraftengdiodter, som raader
fo r Polleteggen her i dette
Lan, vel igge gi den frisinnie
aa fremskrene Kvinne Stemmeredt, skønt hun dov har
Fortovsredtlissom
andre Mennesker. Aa de æ da ing-
lysende, aen røjetSillekone lissaagot lia'ha Stemme som
en avskommetMælgeman aa de æ mejet uredtfærdi, a en
slaktedFiskehanler
ska ha Lov aa stemme, imens en
levende Rejekone maa staa ujen for. Aa vafor sku for
Ægsembel igge en dellekat. Smørrebrøsjomfru ku kaare
En, naar en sylt ed Frugthanler eller en lodden Skin-
forhanler ha Lov te et ? Men va ka de nydte, a F ru
N ø r lu n d tar Oret fo r Kvinnens Stemmeredt, naar vi
lever i et Samfund, som vil igge en Gang gi di frisinnie
aa obvagte Drænge Lov te aa stelle sej, men kuns gir os
Teladelse te aa løve baretter Skrædder H o lm s es Vovne
aa raave Hurræ fo r Skrædderen, som nog engenli er
Hattemaer aa ingforskræver sine høje Hadte fr a B e r lin
fo r a oljælbe de danske Haanværg. Aa ves jej engang
steller mei, saa ska de være paa de Program aa anskaffe
Ægteskavet, som dov kuns er de rene Sammensmeldteri
mce de Formaal a unnertrøgge Friheden aa gokenne
Provissorierne, aa ves vi ku faa de gemmelførdt. saa ville
der dov inu være goe Usekter fo r B r a n d e s ia n e r n e
her i dette Lan, saa di behøfte igge aa reise te Amerika
fo r aa lede etter en ledi Profesertidtel i Siglcago, eller a
ta Brøddet ud a Munnen paa je r obbe i Norre, fo r
snadden som de er gaaed H ø r op paa Hvaldaen, saa ka
han umuli leve a Polleteken alene, naar han telie ska
sørre fo r sine K o h n e r aa maaske B ø rn e.
D in hengivendes
E ina r J o rrensen.
P. Skr. Naar Ih a rfa a et anbrunget G e o rg b r an des
som Professer i Ægstetek ve jeres Ondiversidtet, saa lamme
hvide, om der igge osse sku bie en Pias ledi som P rofesser
i norsk Sprang derobbe, fo r saa vilde je j søje paa den.
Saa hvit je kan skønde, liner de norske Maal de je sæl
skræver, saa je tror de ville lægge fo r mej aa dosere de.
Ølaget var endt. Paa den blodige Mark,
Der nylig gjenlød af Kampen,
Hørte man kun et Gisp, et Drøn
Og en Hørups forbitrede Trampen.
Aftenen sænkte sig. Ej dens Ro,
Thi Øllets berusende Vildhed
Maled’ endnu sine fæle Træk
I Gadens urolige Stilhed.
Skræder og Skomager Sejren vandt,
Og der var Jubel i Massen,
Og derfor man det belejligt fandt
At faa en Smule paa Kassen.
I Rømers gade med
01
fra Fad
Man sloges i munter Solden;
I Integade kun lidet glad
Man muled’ ved Protokollen.
Firkløveret Hørup, Brandes ogBing
» (<) " deres mærkværdige Jensen
«tñ-ií fed
Var blevet til næsten slet ingen Ting,
Forkuet i Existensen.
Y/uf
J
\<i/p
Og dette evigglade Parti '
Er gyselig sløjt til Mode —
Forbi! de sukker, forbi! forbi!
Selv Mar ott er jo marode.
Og Harald Jensen og Ene vold
Og Bønløkke, Geltzer og Bjerre
Er alle gaaet Pokker i Vold,
Og de bliver færre og færre.
Og Integades forsorne Flok
Er gyselig ladet i Stikken;
Vælgerfolket har faaet nok
Af »det Højeste« i »Politiken«.
De svandt i selvsamme Øjeblik,
Højhedsvanvidsdrømmene,
Den Gang da man Revisoren fik
Kigget rigtig efter i Sømmene.
Nu sidder han som en slagen Mand,
Helt ene med arrige Miner,
En Marius uden en eneste Sejr
Paa sit Cartílagos Ruiner.
Men Alle aander vi mere frit
Fra Gulv og til Galleriet;
Thi fra et aandeligt Mareridt
Man føler sig som befriet.
Den danske Nihilisme har
Visselig udspillet Rollen —
Und das mit vielen Geschrey sogar,
Aber am wenigsten Wollen.
SSfiSP*1
Hermed følger et
illustreret
A n n o n c e -T illæ g .