146 / 425
. 139
Guld-Haller.
I dertil indrettede Kliniker vil samtlige Delirister
af alle Slagser og Afarter kunne indlægges. Guld og
grønne Skove udloves; dog under Forudsætning af, at
de grønne Skove medbringes.
Vi anbefaler særlig følgende Afdelinger:
Delirium politicum.
Denne epidemiske Sygdom, der opstaar ved over
dreven Nydelse af Valgflæsk, har man tidligere ment
at kunne kurere ved Diæter. Intet er mere fejlagtigt.
Det eneste Middel til politiske Skindødes Gjenoplivelse
er at give Patienterne uindskrænket Tilladelse til at
forsluge sig i deres Yndlingsretter, saasom døde Torsk,
fede Ord, sammensmeltede Hundetampe og andre lækre
Sager. Patienterne leverer selv Knive i Ærmet til
Madens Anretning. Samtidig foretages hyppige Ind
sprøjtninger af Guld, dels i Form af Lovforslag om
Statsunderstøttelser, dels som Bidrag fra Guldkalvén,
hvis Affald opsamles i en dertil præpareret ,,Børe
tidende“, og dels som Bidrag fra det bekjendte Bad
stuestræde-Fond „ad
usus Scavenii
“, indpakket i „smaa
Billetter“ .
Efter denne Behandlingsmaade vil selv den mest
faldne Politiker kunne rejse sig. Om det saa er H a
r a ld Je n s e n vil han kunne hjemsendes til Skjoldelev
som en ny og forbedret Udgave af salig G u ldh ar ald.
At Patienten efter al Sandsynlighed vil krepere under
Kuren, anfører vi som et yderligere Bevis paa dennes
Fortræffelighed.
Delirium artistieum.
Denne Sygdom fremkommer ved Bid af gale
Menneskedyr og ytrer sig som ondartede B rand es-
Bylder paa den lille Hjæme. De Angrebne faar Mono
mani for „hvide Blomster“ og henslæber deres „glade
Ungdom“ i literære Variétéer som Lig og Mumier. En
enkelt Patient blev direkte smittet fra et Apothek og
led af en stærk Guldfeber, som dog gik over, da han
søgte Omgang med „Sportsmænd“. En mere notabel
Patient, der er Kammerchef af Profession og tilbringer
sin meste Tid hos den „kjære Familie“ i Integade, har
man hidtil anset for inkurabel; men det er vor Over
bevisning, at han ved gjentagne Indsprøjtninger med
Midas-Guld i en nær Fremtid vil kunne „gaa af“ som
helbredet. Patienter af lavere Bang henviser vi der
imod til Operationsstuen „Det frie Theater“, hvortil
Adgangen kun koster en W ied.
Delirium kommunalicum,
ogsaa kaldet Sovesyge, er en indgroet Skade; de
Syge har endogsaa paabudt Værtshusholderne at holde
opredte Senge for alle paakommende Tilfældes Skyld.
Kuren er ligesaa simpel, som behagelig: det tillades
Patienten at nyde et Utal af Bistrupsmiddage, opgravne
Brosten, Plankeværker, der er behørig fugtede med
Malerpotter, udsugede Beværtere, konfiskerede Lade-
gaarde og hvad de iøvrigt maatte sætte Pris paa.
Naar der saa tillige indsprøjtes et passende Kvantum
stigende Indkomstskatter, vil Sovesygen tiltage i en
saa uforholdsmæssig Grad, at samtlige Patienter maa
lægge sig ind under Alderdomsforsørgelsen, og Skaden
er derved udryddet.
Delirium tremen*•
Det Middel, som Dr. H a lle r har opfundet mod
Drankersyge behøver vi aldeles ikke at anbefale. Dets
Fortræffelighed er jo indlysende: Naar en Brændevins
drikker har faaet indsprøjtet en tilstrækkelig Masse
Guld, vil han ende med at kaste Tyvekrone-Stykker
op, — og han har da Baad til at kjøbe Chateau-Vin!
^
S>1
m ber tVW^e j i
Y
) v o r n ic tn
si§]
yt efter, mens en lille Mand
Min Pegasus bevinger!
Han som »det kohniske Pendul«
Omkring Fa’er Bentheim svinger
Og lever af de Rester, som
Hans store Bro’er og Doktor
Har efterladt, naar han er mæt
Af Børnemads Dekokter.
Den lille Eedvard, kan De tro,
Er aandsfri, — Donnerwetter!
For han kan slagte Højremænd
Trods nogen Bugopsprætter,
Og han kan modig drikke Dus
Med hver en Stump Kollega,
Der villig kjøber »Ilddrik« i
Hans kritiske Bodega.
Des værre har det vist sig, at
Den lille Mandsling ynder
Nok fortrinsvis at tappe Vand
Af lutter tomme Tønder!
En Journalist-Forening kom
Paa tværs af Musageten —
Og vupti! var det ude med
Kollegialiteten!
Da den en »Stjaalen Lykke« fandt
Fprgangen Dag, foer Trolden
I Eedvard og han hylede,
At nu var han bestjaalen:
Det er jo skammeligt, naar dog
Man paa en Vandgang brygger,
At forbigaa en Mand, som har
Patent paa Vandgangs-Stykker!
Han som en »Judith« rejste sig;
For det var rentud Meningen
At hugge alle Ho’der af
Fru Hennings og Foreningen!
Han spytted, sparked, peb og skreg,
Det stakkels, lille Væsen,
¿aa Sværdet gik den gale Vej, —
Og han gik paa . . . . Profilen!
^Der laa han som en stemplet Mand
Med alle Haab begravede,
I
Mens ligeglad Foreningen.
Sin Foresuiiing lavede;
I Bentheims Blad paa værdig Vis
Man vedblev med Protesten:
Thi naar »Æh . . . bæh« vil ikke mer,
Gjør man »A . A.« paa Resten.