150 / 425
143
Fru JulianePetersen: God Dag, søde Fru Schrøder
— ja, De kan sandelig takke Deres Gud, at De ikke har
Raad til at tage til Paris i denne Tid, som jo ikke er til
at være i for Anarsjister og Dynamit og Ravasjold og
Kolera oven i Købet, som nok for Resten kun var i
»Aftenbladet« og ikke i Paris, og De kan rigtig nok tro,
det har har alterneret mig i allerhøjeste Grad, for selv om
vi nu ikke har tænkt paa at rejse derned, saa kunde det
dog være, at vi havde tænkt paa det, hvis ikke disse Anar
sjister gik og lavede Revolysjong med deres Springbommer,
og jeg finder rigtignok, at det er en Hensynsløshed uden
Lige mod Folk, der bare kommer dertil for deres For
nøjelses Skyld, og naar man nu vil tage til Paris, saa
bliver man jo ligefrem nødt til at tage til Norge eller
Sverig i Stedet for, og jeg vil da rigtig nok haabe, at hvis
de skulde falde paa at give sig til at springe i Luften her
i Byen, at saa Politiet forbyder det, for det er dog ved
Gud for galt, at man skal risikere at faa sine pæne Ting
ødelagt og maaske oven i Kjøbet udsætte sig for den øjen
synligste Livsfare, og hvis jeg var i Deres Sted, søde Fru
Schrøder, saa vilde jeg rigtig nok ikke bo i et Hus, hvor
der boer en forhenværende Politibetjent paa Kvisten, som
der jo gjør her, for De kan da være sikker paa, at hvis
Anarsjisterne kommer her til Byen, saa bliver De naturligvis
en af de første, der kommer til at springe, men maaske
det ikke sjenerer Dem videre, for De har vel Deres Bohave
assyreret, og det er jo dog sjældent, at der kommer Nogen
til Skade, og selv om det skulde ske, saa er De jo baade i
anerkjendt Sygekasse og i Begravelseskasse, og Herre Gud,
jeg kan saamænd godt forstaa, at de stakkels Mennesker
bliver desperate og Anarsjister og vil spriDge i Luften naar
man ser, hvordan de bliver undertrykt, som Petrine siger,
der nu har slaaet sig paa Politik og var oppe og inter
polere paa Valgdagen om Kvindernes Underkuelse og er
dybt nedbøjet over, at Hørup faldt i Køge, som hun
siger er en Sejr for Reaktionen og Fordummelsen, og naar
vi Kvinder faar Valgret, saa vil hun stille sig i Køge mod
Albertis Kone, hvis hun da stiller sig, og saa maa De da
endelig tage ned og stemme paa hende, søde Fru Schrøder,
og jeg har saamænd lovet hende, at jeg skal sætte mig ind
i, hvad der nu kan gjøres for at hjælpe paa de Smaa i
Samfundet, men jeg har jo saa daarlig Tid i denne Tid,
fordi jeg selvfølgelig maa passe Kokkelæng og Fru Hed
lund, født Hartmann, som er meget interessang, og Gud,
sikken Enersji det Menneske har, De kan tænke Dem, at
skjønt hun er fransk, saa har hun lært Svensk paa ganske
kort lid forat kunne spille i »Pr. Telefong«, og hendes
Svensk er naturligvis ikke saa godt som hendes Fransk,
men dog altid næsten ligesaa korrekt som Mantzius1 i
»Den kære Familie«, som vi naturligvis ogsaa var henne at
se, og vi var jo ogsaa til Siurnalistforeningens Forestilling
i Lørdags, som jo var meget ingteressang, men jeg kan bare
ikke lide, at Fru Hennings altid skal være sine Mænd
ntro, som hun jo ogsaa var i »Hjertets Ret«, og jeg synes
ved Gud ikke, at hverken Emil eller Zangenberg har
fortjent det af hende, som dog begge to altid er saa brave
og hæderlige og elsker deres Koner og Børn, og hvis
Sjurnalistforeningen havde været rigtig fiffig, saa havde den
for denne Aften byttet Rollerne- om, saadan at Sjurnalis-
terne spillede Komedie og Skuespillerne sad i Parkettet og
kritiserede og bagefter skrev Anmeldelser om dem i
Bladene, men jeg vilde for Resten ikke være i Eedvard-
brandes’ Sted, hvis han for Exempel skulde spille Ridder i
Trikot og Fru Hennings skulde anmelde ham i »Politiken«,
men det vigtigste var jo, at Forestillingen var fængdøsjækel
og sjertosa, og de Kongelige var der og alle Sjurnalis-
terne i Kjole og Hvidt, men nu kommer der jo en travl
Tid med Guldbryllup og Festforestilling, som jeg nok
haaber, Kammerherren sender mig Billet til, for jeg hører
dog til hans bedste Publikummere, og nu begynder jo snart
Sommersæsongen samtidig med, at Vintersæsongen jo ikke
nr hørt op endnu, saa jeg veed næsten ikke, hvordan jeg
skal overkomme det altsammen, og nu om nogen Tid kom
mer Sirkus Sjumand, som bliver meget ingteressang, fordi
Sjumand jo ogsaa er en berømt Komponist, der har skrevet
mange nydelige Ting, hvorfor hans Skoleryttere vist maa
være Klaverskoleryttere og han maa da i alt Fald have
udmærkede musikalske Klowner, men hvis De skulde have
Lyst til at tænke lidt over de Smaa i Samfundet, søde
F"ru Schrøder, saa kunde vi maaske faa Dem til at asjitere
lidt for Petrine. hvis det bliver til noget med hendes
Politik. Farvel, søde Fru Schrøder, og Tak for Kaffe.
E n m oderne P o ly k ra te s .
— For en 3—4 Aar siden var jeg Prokurist hos — naa,
ja, Navnet kan jo være lige meget, men det var et stort
Kolonialhus her paa Pladsen. Jeg blev skudt i en Pokkers
sød lille Pige, vi blev forlovede og skulde lige giftes om
et Par Maaneder, da det store Kaffekrach kom, og jeg af
Huset blev sendt til Brasilien for at varetage vore Inter
esser i Rio og Santos. Naa, vi tog altsaa en rørende Af
sked for et halvt Aar, som det hele højst skulde vare, troede
vi; men —jeg blev opholdt, og der gik næsten 2 Aar, før
jeg kunde slippe hjem. Vi korresponderede regelmæssig, og
jeg troede den hellige Grav vel forvaret, og, da jeg endelig
kunde tage hjem, kjøbte jeg en kostbar Diamantring der
ovre til min Kjæreste. — Naa, i Hamborg faar jeg tilfældig
fat i en kjøbenhavnsk Avis og ser ligesaa tilfældig i Gifter-
maalsrubrikken, at hun Maaneden i Forvejen har giftet sig
med en af mine gamle Venner. Jeg bliver først aldeles
sønderknust, men bagefter saa lynende gal i Skallen, at jeg
tager Diamantringen af Fingeren og kyler den langt ud i
Alsterbassinet. Saa blev jeg et Par Dage i Byen for at
trøste mig, og en Middag, vi faar Lax paa Hotellet, bider
jeg pludselig i noget haardt. Kan De saa gjætte, hvad det var?
— Ja, det var naturligvis Diamantringen!
— Nej, dei var naturligvis et Fiskeben!
SBS&&"'
Hermed følger et
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .