153 / 425
146
P a a B ed ed ag so rd en en .
undt omkring fra det ganske Land
Rejste til Staden hver folkevalgt Mand,
Ikke til Bods- eller Bededags-Øvelse,
Men for at overstaa Valgbrevets Prøvelse.
— Hist, hvor Kasernen saa kjærlig freder
Om hvert et gammelt og nyvalgt Lem,
E r dog et hyggeligt Gjæstehjem,
Hvor man kan fa.a sine varme Hveder.
Men efter Valget i April
Savnes saa mangen kjendt Profil:
H
ø r u p
dølger sit lidet glade
Bededagsatisigt i I n t e g ade .
Daglig møder man her med en »Lede r «
I
H
e n n in g
J
e n s e n s
Bedemandsstil,
Som med et blidt resigneret Smil
Gi1er sig i L ag med Forhandlingens Hveder.
— B
ø n l ø k k e
sukker i Gr en aa: O, W.
D
in e s e n
,
Dig bør en Ulykke ske!
Du, som fra . Bergianer forvandler
Dig paa en Studs til »loyal« Forhandler,
Medens Du bagefter Valget breder
Dig som en renlivet Evropæer
Og liberalt din Madpose skær’
Mellem de nybagte, varme Hveder!
— E
e d e v a r d
B
r a n d e s
og
Je .
K .
L
a u r id s e n
hører endnu til de Faa,
Som efter højsalig
C
h r e s t e n s
Vane
Løfter Protestens rene Fane
Højt, til et Nederlag de bereder
Planen, som Sammensmelterne har,
Hvorefter selv de Munden ta5er
Fuld af Forligets varme Hveder.
— Klokkerne ringer, og Klokkens Lyd
Er, som bekjendt, Hr.
H
ø g s b r o e s
Fryd,
Saasom han vælges til Klokker paa Thinge,
Og dette Kald er alt andet end ringe.
Ovenpaa Valgets Gjenvordigheder
Ser han sit Revisorat igjen
Og kan forsyne Familien
Med Stenografposters varme Hveder.
| D en k jæ re F am ilie .
M-iL
Frit efter H. G. A ndersen.
m
Det største grønne Blad her til Lands, det er da
rigtig nok Skræppebladet i Integade; holder man det
foran sin lille Mave, saa ligner man et helt Over
menneske, og holder man det over Profilen, skærmer
det baade mod Eakkelrøg og andre Vandgange. Aldrig
voxer en Skræppe alene; nej, naar der groer een i
Integade, groer der strax en anden op i Badstuestræde.
Det er en stor Dejlighed, og al den Dejlighed er Mad
for de smaa sorte Snegle. Alle de Snegle, som for
nemme Evropæere i gamle Dage spiste som
Børne-
Frikassée og sagde: „hum! hvor det smager!“ de lever
nu af Skræppebladet, og det lever Bladet af.
Nu var der noget, man kaldte Kritiken, hvor man
ikke længere aad de rigtige, gamle Snegle med Hud
og Haar, for de var uddøde og havde ikke mer at
skalle have sagt. Men Skræppebladet var ikke uddødt
endnu; det bredte sig over hele Integade og den
moderne Journalistik, — og derinde boede de sidste,
rigtige Snegle.
De kunde godt huske, at de en Gang havde været
mange flere, at de endnu havde Slægt og Ivohner og
Børn i Halvasien, hvor de kom fra, og at for dem og
deres var hele dette fordummede Land blevet, lavet.
De havde aldrig kigget udenfor Skræppebladets Spalter;
men de vidste, at der endnu var Noget til i Yerden,
som hed Kritik, hvor baade det Hvide og de Sorte
blev lagt paa Guldvægt. Men mere vidste de ikke,
fer de havde deres egen Kritik, og det var den eneste,
der duede i Snegleland, sagde de.
De levede nu ensomt og frigjorte under Skræppe
bladet. og, da de ikke kunde faa. flere Børn, tog de en
lille, almindelig Snegl til sig
,.fra Frovinsen
“. Han
vilde ikke voxe, for han var almindelig; men de Gamle,
især Onkel
Bedvard,
forsikrede med rene, naturlige
Ord, at han var et mageløst fremmeligt Barn.
En Dag var det stærk Hegn.
— Hør, hvor det tromme-romme-rommer paa
Skræppebladet, -sagde Mo’er
Bentheirri.
Det er Kjoge
Valgkreds, der gaar i Vasken!. .. E r det nu ikke et
Held. at vi Snegle er Overmennesker og har vort
Skræppeblad? Je g gad vidst, hvad der er udenfor.
— Der er ikke noget udenfor! sagde Fa’er
Georg.
Det er bare Hykleri og Fordummelse, og det har vi
skræppet ihjel for længe siden, — og saa spyttede
han. Men du iler saa forfærdelig; som om du kunde’