158 / 425
151
O n p a r l e f r a n ç a i s .
(Frk. Ludvigsen og Frk. Jespersen kommer
fra Coquelin Forestilling i Folketheatret
og
giar
Frk. Ludvigsen. Gud, Laavise,
hvor var han dejlig! Mærkede Du den
Lidenskav, hvormed han sagde:
„Je
t'aime
Frk. Jespersen. Han sagde jo
slet ikke
„Je t'aime“.
Det var han,
den anden, ham Elskeren.
Frk. Ludvigsen. Naa ja, man
kan jo saa let tage fejl. Men saa, da
han, den anden, siger noget til ham,
og han saa svarer
„Oui“.
Hvad? Ja,
Du forstaar jo nok, hvad det betyder------
Frk. Jespersen. Jo Tak.
Frk. Ludvigsen. Ja, haner gud
dommelig. Jeg sværmede for Ødmann,
og jeg sværmede for Per Lange, men
nu vil jeg dog nok bede om Kokke-
læng. Man kan strax se paa ham, at
han er Manden for det Hele, saa snart
han kommer ind paa Scenen. Saadan
en Elsker har de ikke paa det Kongelige.
Frk. Jespersen. Han er jo slet
ikke Elsker.
Frk. Ludvigsen. Hvad for noget?
Var Kokkelæng ikke Elsker? Jo vist
var han saa. Saa har Du jo slet ikke
forstaaet det, Laavise. Det kommer af,
at Du ikke kan saa meget Fransk. Man
kan da rigtignok strax se paa ham, at
han er Elsker — med det dejlige, sorte
Haar og det henrivende Overskjæg,
Frk. Jespersen. Det er jo slet
ikke Coquelin. Coquelin var den ældre
Herre med det graasprængte Haar. Du
kan jo selv se her paa Plakaten.
Frk. Ludvigsen. Det maa være
en Trykfejl.
Det kan umulig være
rigtigt.
Frk. Jespersen. Se saa der i
Boghandlerens Vindue — der hænger
hans Portræt.
Frk. Ludvigsen. Det gjør det
skam ogsaa. Ja, det kan man ogsaa
strax se paa ham, at det maa være
Kokkelæng. Han er ikke egentlig saa
regelmæssig smuk, men han er saa fin
og saa mandig. Jeg sværmer nu for
franske Skuespillere. Jeg gaar altid i
Theatret, saasnart der kommer Nogen af
dem her til Byen. Jeg var ogsaa i
Dagmartheatret hver Aften, den Gang
Kainz spillede der.
Frk. Jespersen. Ja men Kainz
han er jo ingen Franskmand. Han er
en Tysker.
Frk. Ludvigsen. Saa — er han
det ? Ja, men saa er jeg da i alt Fald vis
paa, at han har været i Frankrig. Hør,
sig mig, Laavise, tror Du, at det var
hans egetHaar, Kokkelæng spillede med?
Frk. Jespersen. Han har jo
Maane.
Frk. Ludvigsen. ja, men saa
hans egen Maane da. Den klædte ham
nydelig, det ved Gud den gjorde. Det
vilde ligefrem ikke have passet til ham
at have flere Haar paa Hovedet. Siden
det var Kokkelæng, ham den ældre
Herre, saa var det altsaa ogsaa ham, der
spillede i det lille Stykke, hvor han ikke
siger noget — dette — hvad var det
nu, det hed?
Frk. Jespersen.
Un cråne sous
un tempete.
Frk. Ludvigsen. Det hedder
ikke
crdne,
det hedder
creme.
Frk. Jespersen. Saa? Hvad be
tyder det da egentlig?
Frk. Ludvigsen. Ja,
creme
be
tyder jo naturligvis Kræm og
tempete
betyder Tempæt. Det er nok saadan
en Slags Dans. Men det kan jo for
Resten være lige meget, hvad det be
tyder. Det veed jeg bare, at naar jeg
en Gang kommer til Paris, hvis jeg
kommer der, saa vil jeg hver Aften gaa
hen Og se Kokkelæng, hvis han er der
til den Tid. Jeg glemmer ham aldrig !
Farvel!
A d v a r s e l fo r Resande.
Duo mélancolique.
I» ft 1K^\V' '
‘
Han:
M o n D ieu !
—
Sacrebleu! Ventrebleu!
—
7
"udieui
Nn vil jeg,
ma f o i
, explodere !
Hvor ’an, Monsieur Olaf, gan faa sin
Feu
Og Dorph-Petersen jubilere,
Hvor Gammerchefen har Esmani
For ingen Ting og for Penger,
I
Copenhague
— er al Sanse forbi
For Kunsten og for Coquelænger!
Hun :
Ja . . ha! Det er Jævlan saa ryslig, mon cher!
Jag sjungar med honora paa Franska
— For det er min ny
Dialecte de mère
(Min Modersmaal) — om de Danska.
Vi sad som tvo ensama Foglar vid Strand
I Severins lille Theater, —
Og saa tog den Ene den A.ndra vid Haud
Og græd over franska Plakater!
Han:
Morbleu
! —
S a p risti
/—
V entregris!
—Har jeg Ret.?
Geniernes Vejer er trange:
En Formue kuns for en lille Billet
Var Alt, hvad jeg vilde forlange;
Men Danemarks Danske sa’ »Ellen min Leg!*
Der stod vi, — og saa gom Skandalen.
Madame!
Jeg begriber, at gansk’ liksom jeg
De er coquelynende galen!
Hun:
Ja . . . hal Jag af Harme,
ma foi}
faar
Vapeurs!
For tomma Rader vi spelade,
Og Radene, det var de bara
Acteurs,
Som Fribilletterne delade !
Paa Limpinden een Gang, ja t o maaske
Gaar Dauskan, men man er i Vinden
Den tredie: Saa gaar de kun hen for at se,
Hur många der sitter paa Pinden!
Han:
Ah diable!
—
Ah p cste!
—
J'etirag e
! —
Fidonc/
Velan, vi som fødte Genier
Vil blæse de Danske et Stykke! —
Allons
Enfants
af de to
Patriet'!
Min fordums Visit end i Tanken jeg ser:
Da kunde de ikke sig styre, —
Men ak! de vil aldrig se Dyrene mer,
Naar Dyrene bliver for dyre!
Begge:
I store Artister der udenvælts fra!
Moralen er klar nok, men bitter :
Ret aldrig kommer der atter en Da’
I Danmark for franske Visitter!
Rejs een Gang, rejs to Gange op og gjør Bud,
Og skynd Jer, stryg Pengene ind saa, —
Men naar Coque-linen først er løbet ud,
Saa skjær* Enden af, — og forsvind saa!
Hermed følger
et illu str er e t Annonce-T illæg.