161 / 425
154
E t Tab vi led, som falder tungt at bære:
— Den Rigsdagssamling, som har vel fortjent
Sit smukke Navn »den e x t r a o r d i nær e « ,
Sin korte Løbebane brat har endt!
Hjem blev det nye Folkekammer sendt,
Skjønt i Kasernen der var godt at være,
Og Haabets Grønt sig snoede op ad Vægge
Og ned ad Stolper af sin Kjæledægge.
Den tunge Skæbne, som har vidst at ramme
Saa haabefuldt og livsglad et Gemyt,
E r ikke noget ganske splinternyt,
Men er i sine store Træk det samme,
Som ramte
Hostrups
Kobbersmedmadamme,
Den Gang hun for sin Søn blev skændig snydt,
Da midt i Tvisten om hans Karriere
Han tog sig blot den Frihed at krepere.
Thi ogsaa her blev gjort gevaldig Blæst
Om, hvad den lille Pode burde være.
Spørgsmaalet, om han skulde være Præst
Eller som livsglad Kobbersmed sig nære,
Blev drøftet under Skændsmaal og Protest
Imellem Integades Evropæere;
Thi mellem dem var Førere og Menige
I dette Punkt nok inte ganske enige.
Mens Madam .,//—
g“
holdt paa Præstestanden,
Da »det var Theologerne, som vandt
Ved sidste Valg« og hende slog for Panden,
Hvorved vor »Aandsfrihed« totalt forsvandt,
Antyded
H
ø r u p
mere smukt end sandt,
At, da Forligets Maal blev fuldt til Randen,
Dets Mesterstykke modent til Oprejsning er
Med sine Løvefødder og Gesvejsninger.
| Men, inden man blev Tvistepunktet kvit,,
j Om denne Samling nærmest skulde gjælde
i A t fejre »Do gma t i k en s E n e v æ l d e « ,
! Eller »Fo r l i g e t « skulde se sit Snit
Til hver en Rest af skarp Protest at fælde,
Krepered Samlingen, det lille Skidt,
Og trøsted’ for saa vidt den integlade
Kobbersmed med Madam i Integade.
M ad -R ø re lse
eller
Saadan gik det til!
Kjender De
Fru Punch?
— Det er en fin Dame, der
holder kunstneriske Krav og Jubilæum og hvad der for-
j øvrig udkræves til en lille, indbringende Forretning. Og
j saa er hun giftmed
H r. Punch.
Det er ogsaa en
fin
Mand, for han har en Pengekasse, der ligeledes lider af
kunstnerisk Kravesyge; men det er saadan mere kronisk.
»Min Frue!» erklærede
H r. Punch,
»nu maa der gjøret.
noget!« Og det gjorde de. For de gjorde Middag, — fin
Middag med store Ord og fed Flæskesteg og løjerlige Fisk.
Det var nemlig en Sammensmelter-Middag.
Alt, hvad der sammensmelter i Norden, var indbudt.
De sad placerede mellem de nydeligste Pyntekager fra
Tbeater- og Reklameverdenen; Hofmusiken akkompagnerede
til Maden, for det er jo altid henningsmæssigt, naar man
vil have sine Gjæster til at bide paa Et eller Andet; og
en upolitisk Bureauchef fra Kjøbmagergade paatog sig at
besørge de upartiske Telegrammer. Jo,
Punch
har rigtig
nok Talang for at arrangere, naar en Madpose skal skæres!
Kammerchefen førte Fruen til Bords Han holdt
Festtalen med Tak for den Støtte, hun og
Pttnch
altid
havde været ham. Det vilde være let at være Kammerchef,
dersom alle Kunstnerinder var saa godt gifte som
Fru
Punch
/
Ordføreren forfinansudvalget udbragte enSkaal
for Kammerchefen. Han vilde dog parere et hemmeligt
1 Fond paa, at den udmærkede Embedsmand med det Første
vilde trække sig tilbage til »den kjære Families« Skjød.
En Række Talere havde derefter Ordet for at anbefale
sig til den ledige Chefspest, deriblandt Kmhr. Scavenius,
Etatsraad Mel dahi, Højesteretssagf. Bagger, Dr. Eed.
Brandes og tilsidst lille Per Brondum Scavenius,
der rørt forsikrede, at han aldrig skulde svigte, hvor der
var Spark og Spændrup!
Punch-
erklærede, at han kunde akceptere dem alle,
naar de blot vilde respektere hans kunstneriske Krav.
Ordføreren: Den ærede Vært kunde være ganske
i rolig. Han, Taleren, havde bemærket, at Fruen bar sin
Jubilæums-Rundrejsebillet om Halsen, og han lovede nu at
! supplere den med en ny... . til Fruens Mand. Det er saa
yndigt at følges ad. (Hør! — Bravo! Fruen drikker et
\
Glas med Ordføreren, Hr.
Punch
er bevæget og lover at