166 / 425
159
Hermed følger ef.
illustreret Annonce-Tillæg.
Kristen. Ded ka der være novet i.
Mads. Saa har min Kone faaet
Besked om aa ville hulde sig parat te’
Mikkel Sørrensens Kone, der lavver te
Bassel. Hves a’ de nu bliver paa Guld-
brøllopsdaen, saa faar vi Mikkel til aa
opkalde ham etter de Kongeli’e.
Kristen. Hva’ ska’ han da hedde?
Mads. Ja, hvis a’ de blier enDreng,
saa ha vi tænkt aa kalde ham Kristian
Rex Landevikus — ded æ etter Laavise
— Mikkel Sørrensen. Aa hvis a’ ded æ
en Datter, saa ska hun hedde Kristejane
Rexine Laadevikusgine Mikkeline Sørrensen.
Jæ sønnes, a’ ded dov ve være som en
lille Opmærksomhed.
Kristen. Ded ka der være novet i,
Mads.
Mads. Ja, ded æ sgu itte saa svært
aa hitte paa saadden novet, bare man har
lidt Seni dertil. Saa ha’ vi osse tænkt
paa aa bespise Lemmerne i Fattighuset.
Kristen. Ja men der æ jo ingen
Lemmer.
Mads. Nej, ded æ der itte, menhvis
a’ der nu hadde været, saa va vi sgu’tte
bange for aa gjøre ded. Og saa hulder
vi Sprøjteprøve henne ve’ Gadekjæret.
Kristen. Ded ka’ der være novet i.
Mads. Ja i Gadekjæret, men sgu’tte
i Sprøjterne, faa di æ utætte, saa a’ ded
løver yd a’ dom, saa snart som a’ ded
æ løvet ing. Men nu har jæ itte Tid aa
staa her. Jæskalhen aaarrensere. Farvel,
Kristen Smed.
Kristen. Farvel, Mads Jormormand.
F e ststem n in g .
Mads Jordemodermand. Goddav,
Kristen Smed.
Kristen Smed. Goddav, Mads. Jæ
sønnes, a Du ser saa ydspekkeleret yd
idav, Mads.
Mads. Jæ gaar sgu osse aa spekelerer,
Kristen.
Kristen. Naa, saa ædedvel savtens
saadden novet videnskaveligt ?
Mads. Ded er’et. Ser du ded æ jo
de her Guldbrøllop.
Kristen. Ska Du ha Guldbrøllop,
Mads?
Mads. Næ — ja paa en Maade, saa
har jæ hat det faa længe siden, faa mit
Brøllop va jo ejentli’ et Guldbrøllop, ve’
de’ at jæ fikEmbedet sammen mæKonen.
Ded æ nu saadden et Slavs Livrente eller
Pendsion, som a’ der fulte med hirider.
Ded æsku li’saa godt somaa være Kloster
dame i Væmmelitofte, og di taver jo
endda Pendsionen, naar a’ di gifter dom.
Næ,- jæ hulder sgu itte mit Guldbrøllop,
før a’ jæ ka’ hulde mit femaatyve-Aars
Jobbelæum som kongelig privelesjeret
Jormormand mæ de samme. Saa kaske
a’ jæ faar Sølvkorset faa Nidkjærhed aa
Paalidelighed i Embedet. Næ, ded æ de
her Guldbrøllop inge i Køvenhavn, som a
jæ gaar aa spekelerer over. Jæ har talt
mæ Sovnefoden om, a’ vi to som Præ-
sentanter faa Embedsstanden her i Sovnet
burde sitte vos i Spidsen faa et eller andet.
Kristen. Ded ka’ der være novet i.
Mads. Ja, se vi ka jo itte lave
Guldkur aa lektrisk Belysning saadden som
inge i Køvenhavn.
Men jæ hade nu
tænkt paa, a vi sku jo elemenere. Se,
Du var jo nu itte saa vanskeli’ aa faa
elemeneret, Kristen.
Kristen. Jæ vil Faenedeme itte
limeneres, Mads. Jæ ved jo itte en Gang
hva’ ded æ.
Mads. Jæ sgu heller itte. Derfor
opgav jæ de’ osse. Men se derfor ku der
jo godi gjøres novet alligevel. Se nu har
vi jo faaet lagt enny Stenkiste ved Sprøjte
huset, som vi har tænkt paa aa opkalde
etter Majestæten.
D e t nye Sp rø jtehu s
(Frit efter li
n Brandstation vi nylig fik.
Den rejstes ikke for en Slik,
Den hele Stad er sjæleglad.
Og selv de allermindste Blad-
| anmeldere af Glæde straale.
1 Det kan Borgmester sagtens taale.
\
Hans splinternye Sprøjtehus
| Af Glæde gjør os rent konfus,
; Tænk. alle Stadens vise Mænd
Har faaet Lov at gaa derhen,
Og hver og en af dem var spi’øjte-
fomøjet over Taarnets Højde.
— De sorte Brandesfolk, de smaa,
Er dog nok inte med herpaa:
Ild er et muntert Element,
Som mangen Protokol har brændt;
Den sidste Vandgangs kolde Straale
Kan de nu inte rigtig taale.
Ved B en th e im s Sprøjte man i Aar
Paa Pumperne des værre gaar:
At den er sprøjtegal, blev klart
I Bæ lum og i M id d e lfa rt,
da selv K jø g e Kreds gik fløjten,
Var der ej mer Humør i Sprøjten.
— Aa, sæt De blot Hatten paa,
Kammerherre. H er spiller vi ikke
Komedie!
H is t o g her.
— Naa, her er det altsaa, de
spiller Komedie?
— Ja Hr. Kommandør! — Og
derfor tager man altid Hatten af heroppe.
—
A ll righ t!
Der skulde elektrisk Belysning paa Scenen i
Nationaltheatret i den lille Residensstad. Opgaven
betroedes den tekniske Chef for Statens Sømine-
væsen, og sammen med Theaterchefen undersøgte
han altsaa Lokaliteterne og kom op paa den tomme
Scene.
F.n Uges Tid derefter soger Theaterchefen i
samme Anledning Kommandoren op i hans Labo
ratorium, og som affabel Hofmand bevæger han
sig omkring i Lokalet med Hatten i Haanden.