170 / 425
163
I det samme kom et F a s te la v n s r i s springende
hen ad Strøget. Det var ikke af det fineste Papir, men
det bar »hvide Blomster« og Bladene var »smaa Bil
letter«. — »Ih, du glade Ungdom,« sagde Riset, »nu vil
vi ogsaa more os kongelig, for det lønner sig!« — Men
i Toppen sad en Voxdukke, der var lige saa stor som
et Overmenneske; han vred og snoede sig af Uhyrlig
hed, for han kunde ikke danse andet end »evropæisk
Kehraus«, og det vilde ingen anden indlade sig paa i
dette Land.
»Skal her være Gilde?« skreg han, »det kan I bilde
Bønder og Børn in d ! Det er bar Hykleri og Fordum
melse.« Men Fastelavnsriset dansede paa sine røde Ben,
der var lige ved at gaa i Stykker, saa tynde var de; og
alt omkring ham dansede. Saa knækkede han over og
faldt ned i Integade, og der laa han saa ganske alene
og gumlede Jødekager, mens alle de andre morede sig.
Lille Ida klappede i Hænderne sf Glæde; for henne
paa Blomstertorvet var der bygget en hel Æréport, og
der kom Optoget kørende. Allerførst kom to dejlige
R o s e r; de havde Guldbryllupskrone paa og hilste saa
venlig til alle Sider. Og saa var de omgivne af lutter
K e js e r k r o n e r og K o n g ely s; — det var rigtig nok en
Pragt, man aldrig havde set Mage til. Selv de adsta
digste D r iv h u s p la n te r kunde ikke holde sig hjemme;
S o m m e rg æ k k e n e , der var skudt frem sidste Valgdag,
sammensmeltede i Hurraraab; og B la d - P la n te r fra
alle Verdens Lande stimlede sammen for at kunne for
tælle deres Landsmænd om Herligheden. Endogsaa i
den gamle dramatiske P o tp o u rri-K ru k k e paa Kongens
Nytorv blev der Liv og Røre; Kammerchefen smilte og
nejede som en S o ls ik paa sin Stilk, skjønt det slet ikke
var et Midas-Guldbryllup, der blev fejret; og i Kapellet,
hvor ellers Operaens gamle Ligkranse bliver opbevarede,
blæstes der Hymner paa Norsk, finere kunde det ikke
være. Og, da saa Mørket faldt paa, straalede der N at
ly s fra alle Vinduer, mens G u ld reg n dryssede ned
over Byen, baade fra Tivoli og Orlogsværftet. Jo, det
var Stads, kan Du tro!
»Kan I se!« sagde lille Id a til sine Blomster; »er
det nu ikke meget morsommere at komme til Guldbryl
lup end at ligge i Rummel og visne?«
»Jo,« svarede de; »men Du skal ikke bryde dig om,
at vi visner alligevel. Saa skal Du bare begrave os i
en Ministerportefeuille, for saa voxer vi op til Sommer
og bliver meget smukkere!«
»Maaske! — men saa maa I give mig Fæstninger
og Kanoner, for at jeg kan give Salut.«
»Det kan vi altid forhandle om,« sagde de, — og
saa er den Historie ude.
E n M æ rkedag .
Den 26. Maj 1892 er det, som bekjendt, akkurat 50
Maaneder siden, at fhv. Folkethingsmand Hørup forhandlede
med Estrup og lovede at stemme for en Bevilling af 8
Millioner til Vestfronten, samt 48 Maaneder siden, at Hørup
var i fuldt Arbejde med at bebrejde Fr ede Bojsen, at hans
majestætiske Tanketomhed havde hindret Forliget.
For nu paa en værdig Maade at mindes Aanden fra
disse 48 afholdes i Dag og følgende Dage en Række
storartede Festligheder i Glaspalæet i Integade med neden-
staaende
Program .
Torsdag den 26. Maj.
Kl. II. Morgensang (N. B. sidste Vers) af kjøbenhavnske
Med-Arbejdersangforeninger.
Kl. 12. Froprædiken af Henning Jensen i Nikolai Kirke.
Kl. I. Modtagelse
af Deputationer fra Rømersgade,
Badstuestræde, Børstidende O. s. v.
Kl. 7. Festforestilling i det frie Theater (Prolog af G.
Brandes).
Fredag den 27. Maj.
Kl. 12. Modtagelse af Telegram fra Dønnergaard.
Kl. I. Fanetog af Vaabenbrødre (N. B. faldne Menings
fæller).
Kl. 7. Kur (Kurmethoden efter A. Albertis Recept).
Lørdag den 28. Maj.
Kl. I. Stor Retsreformationsfest.
Kl. 6. Kur (og Pleje) i Palæet paa Christianshavn.
Søndag den 29. Maj.
Kl. 12. Stort Optog af
Politikens
Vildmænd.
Kl. 8. Bal (Kehraus) paa Valgtribunen i Kjøge.
Det forventes, at Festdeltagerne beredvillig vil foretage
den fornødne Udsmykning af de forskjellige Fakta samt
lægge Hovedvægten herpaa. Illuminationen besørges gratis
af den højeste Oplysning selv.
Rønn ebæ r.
frie Mænd i det frie Nord!
, Bentheims modige Inte-Hale!
t til! — nu vil et naturligt Ord
naturlige Ting jeg tale!
s Ørerne op, — og luk dem i
alt det loyale Skraaleri
fædrelanderisk Molodi,
1 Folk nu ligesom Gale
gale!«
Saa mælte Bentheim, helt gjæv og bold,
da Byen straaled i Bryllupsglansen,
mens om bag en Inte-Protokol
han visnende gul krøb bag ad Dansen.
Og alt, hvad der dør i Nord, omkring
ham sad i en mimrende, sluttet Ring:
Hr. Cavling, Henning og Skram og Binj
og Eedvard med Ordonnansen
Nansen.
»Der var en Tid,« — tog han atter fat, —
»Da med i Koret vi kunde trampe;
da Køkkenvejen var let og glat,
og Bladet røg af loyale Dampe!
Nu tænder de Andre Glædesblus; —
Vi Aandens Stormænd i Søndagspuds
med Socialister maa drikke Dus,
mens vi et Par »Hundetampe«
tampe!
Saa vidt har nu vi os selv da bragt/
Selv Cavling, vor sidste Mohikaner,
ad Hoffets Bagtrappe, rent ud sagt,
ret aldrig mer nogen Vej sig baner!
Med tørre Munde og Hjærteveer
paa al den dejlige Mad vi ser;
ak, det er haardt, maa I tro, langt mer
end nogen død Brasilianer
aner!
Men ta’er vi os den Ting nær? — Jo pyt!
Vi sidder lunt i de tomme Gryder
og føler os aldrig en Smule snydt,
naar de fordummedes Jubel lyder!
Om dette Land og dets Folkefærd,
om Hykler-Optog og Fakkelskær
sig ingen oplyste Mænd, som svær’
ved Logos og die Gebriider,
bryder!«
Fa’er Bentheim tav og lagde sig træt;
mens man vemodig et Ordspiog husker
om »Rønnebær,« som med lige Ret
nok gjælder for Stormand og for Fusker.
Hans lille Flok sidder bleg og stum,
og bort de fra Festdagens Publikum
til Inte-Kontorets tomme Rum
som gjemte og glemte Mollusker
lusker.