S_Punch_1892

166

G u lb rø lop sk an d ta te

Kom, Pegasus, aa lamme rie

Paa dej en ægstra Tur i Da,

Saa te Parnas jej op ka stie

Aa der en vældi Slork mej ta,

Aa i en løftet Stemneng tralle,

Imens je siar Gulharpens Stræng,

Saa di, der hør min Sang, ska alle

Bevidne, a den æ pivæng.

Der flyder nu med Mælk aa Honneng

Sæl paa Komynens Fattigaar,

Forde a Kongen aa hans Dronning

Ha vaaren gift halhundred Aar.

Mave te de paa Sjenens Brætter

Ka F a lle se n knap vise frem,

De be da ente gordt dem etter

I H e n d r ik ip s e n s Doggebjem.

Fra Sorte Hest te ud i Sunnet

Æ alteng i sit bæste Pus,

Aa ront om Hesten ha vi funnet

Paa Lamperne elæktrisk Blus.

En Æresport, flot dikkerered,

Æ rejst a Byens vise Mænd.

Bare nu Kongen, naar han ser et,

Ve dikkerere dem igen.

Te Slut je føren Daens Enne

Te Kresjans aa Laavises Pris

Ve osse Blus paa Lampen tænne

Begrive- aa natyrlivis.

For dem je taer en døgti Taar mæ

Aa for di kongelie Børn,

Te je i den Andledneng faar mæ

En alleronnerdanist Bjørn.

I V ilde rede ,

Hr. Redaktør.

Maa det være mig

tilladt at komme til

Dem med en Fore

spørgsel?

Jeg boer ude i Villa

kvarteret. Selvfølgelig

fandt vi herude, at vi

ikke burde staa tilbage

for det øvrige Land,

men ogsaa maatte give

en Guldbryllupsgave.

Vi vaklede imellem

en Folkebadeanstalt —

den vilde koste c.

115,000

Kroner — og

en Domkirke, der vilde

staa os i c.

735,000

Kroner.

En nedsat Komité fik, foreløbig altsaa i det ubestemte

Øjemed, indsamlet

367

Kroner

Øre.

Nogle Medlemmer af Komiteen holdt saa paa. at vi

skulde henlægge denne Sum, til den havde naaet den for

ønskede Størrelse ved Forrentning. Jeg derimod foreslog,

og det vedtoges, at vi for de indsamlede Penge skulde kjøbe

et til Anledningen passende Kunstværk og skjænke Maje

stæterne. Man overdrog saa mig p. K. V. at vælge, hvem

jeg vilde, til at udføre et Maleri. Inden jeg endnu rigtig

havde bestemt mig — der er jo saa mange at vælge imel

lem — kommer jeg en Dag bag paa en Falkonerallée-

Sporvogn i Snak med en Mand, der selv sagde, han var

Kunstner. Ham fortalte jeg, hvad jeg havde for, og spurgte

ham saa, hvem af dem oppe paa Charlottenborg han syntes,

jeg burde foretrække.

»Charlottenborg? Er det Deres Alvor?« sagde

han.

»Jeg syntes, De sagde, De ønskede et Kunstværk?«

»Ja.«

»Naa, — men De vil ikke have det frit?«

»Frit? næ bevares. Jeg har da

367

Kroner

Øre til

at betale det med!«

»Forstaa mig ret. Jeg mener: De vil altsaa ikke

have et Kunstværk. Ellers gik De rigtig nok til en af os

fri Udstillere! Det paa Charlottenborg er der ingen Kunst-

kjender, der regner for en sur Sild værd!«

Nu maatte han jo forstaa sig paa det, tænkte jeg, og

det gjør jeg ikke. Hvad var saa rimeligere, end at jeg af

talte med ham at komme op til ham næste Dag, saa skulde

Maleriet være paabegyndt.

Jeg kommer op i hans Atelier. Der sad han og smurte

løs paa et Lærred saa stort som et helt Gardin.

»Naa, det gaar jo,« siger jeg.

»Brilliant! De ser nok, hvad det er!«

»Ja—a — jo — ja det er — er det ikke . . .?

»Jo akkurat. Det er Kongefamilien ude paa Fredens

borg. Rask malet, hvad?«

»Æ — jo — men, hvordan er det dog, den der, eller

det der, eller han der, hvis det ikke er en hun, staar?«

»Det er jo netop det kunstneriske. Det er Kejseren

af Rusland; Stillingen viser ham paa en Gang gaaende,

staaende, siddende, rygende, hostende, fordøjende en Bøf

og to Spejlæg og i Færd med at vende sig om. . .«

»Saah — naa, men hvad er det, det regner ned med?

Skal det forestille Askeregn? Det ser ud, som om hele

Selskabet blev bombarderet med haardkogte Æggeblommer.«

■Det antyder Uro. Det er Solpletter!«

»Solpletter? Ja saa. Ja Sujettet passer jo godt til

Anledningen. Jeg kommer igjen i Morgen, for at faa et

bedre Indtryk deraf.«

•Gjør det,« sagde han.

Næste Dag kom jeg igjen. MinMaler var fuldt beskjæftiget.

»Se paa det! Naa hvad synes De?« sagde han og

klattede videre.

Jeg saa og saa, men kunde ikke hitte Rede i det.

Endelig fandt jeg da Kejseren af Rusland fra Dagen før.

Han saa fælt forpjusket ud, i en løjerlig Slags Slobrok.

»Naa?«

»Kejseren af Rusland er jo gaaet frem,« sagde jeg.

Noget maatte jeg jo sige.

»Kejseren? Sludder! Det er Judas!

»Judas? . . . Er det en af de græske Prinser?«

»Næ, han var sgu Apostel — ham, Iskariot.«

»Iskariot ? Men hvad skal han dog der mellem alle

de Kongelige paa Fredensborg?«

»Kongelige? Fredensborg? Herre Gud Mand! Det

er jo Jøder; der ligger Jerusalem henne —«

»Undskyld; men jeg synes ogsaa, De sagde —«

»Aa ja. Men jeg bestemte mig om. Synes De ikke

ogsaa? Det er jo en højtidelig Anledning. Saa er et bibelsk

Stykke nok saa passende. Og Opgaven ee interessantere.

Ser De op i Morgen?«

»Maa jeg det? Ved samme Tid? Farvel!«

♦

Jeg stod længe og saa paa Billedet næste Dag. Men

det bltv værre og værre. Alle Apostlene havde fa'aet

spinatgrønne krøllede Haar, der helt skjulte deres Ansigter

— og saa stod de ret op og ned, uden Spor af Forskjel i

Stillingerne.

»De ser nøje paa det. Det er naturtro, hvad ? Hver

Stamme er opfattet for sig!«

»Stamme,« tænkte jeg. »Naa, nu har han forandret

Beslutning og ladet de

Apostle være Jakobs

Sønner,

en for hver af de

Stammer.« Jeg lod mig ikke gaa

paa. »Ja! — Levi er god.«

»Levi?« siger han, »hvad mener De?«

»Aa! Det er maaske Benjamin — — —?«